
LÆSØ: Læsøfærgen aflyser afgange mellem Frederikshavn og Læsø. Det sker på grund af stigende brændstofpriser. Det fremgår af Læsøfærgens hjemmeside.
"De stigende brændstofpriser har gjort det bydende nødvendigt at spare for at få Læsøfærgens økonomi til at hænge sammen. Der er indført et olietillæg på priserne, som afhjælper noget af merudgiften, men det er ikke tilstrækkeligt", fremgår det af en meddelelse på hjemmesiden.
Det er syv afgange i september og oktober, som bliver aflyst. Det drejer sig om afgange om fredagen og om søndagen, "hvor der erfaringsmæssigt er mindst belægning i forvejen".
Konkret er der tale om enkelte afgange den 16., 18., 23., 25. og 30. september samt den 2. og 16. oktober. Beslutningen er truffet i samarbejde mellem færgens ledelse og Læsø Kommune.
Langsommere sejlads
De aflyste afgange omfatter kun færgen Ane. Dermed er det stadig muligt at rejse mellem Frederikshavn i Nordjylland og Læsø med færgen Margrethe, som sejler på andre tidspunkter.
I juni kunne DR ligeledes fortælle, hvordan flere færgeruter har været nødt til at tænke kreativt for at kunne fortsætte sejladsen uden store underskud.
Nogle færger har sejlet langsommere for at spare på brændstof. Andre har forsøgt at få biler og passagerer hurtigere om bord, så man kan komme hurtigere afsted - og dermed spare tid og penge.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.