
AARHUS: Et nyt køretøj har sneget sig ind i det aarhusianske bybillede. Det er letbanen, der testes på ruten fra Aarhus Hovedbanegård til Aarhus Universitetshospital i Skejby.
- Det er en testperiode, som vi primært bruger til at træne førerne af vores letbanetog, siger sikkerhedschef Claus Pedersen, Aarhus Letbane.
Letbanen har fået sit eget spor i det aarhusianske gadebillede, og det sker side om side med bilister, cyklister og fodgængere. Og det er noget, der stiller krav til de aarhusianske trafikanter.
- Vi kører en kampagne om, at letbanen bliver en del af bybilledet. Folk skal være opmærksomme på, at der nu kommer et tog, der har en længere bremselængde, som kører temmelig lydløst, og som ikke har mulighed for at afvige på kort afstand.
- Der er nogle elementer i det at køre letbane, som medfører større risici for gående, cyklister og også bilister, siger Claus Pedersen.
Der er flere ting, der ifølge sikkerhedschefen kan gå galt. Eksempelvis passerer letbanen flere vejkryds, og her skal bilisterne fremover være meget påpasselige med at køre over for gult.
- Bilisterne skal følge færdselslovens regler, ellers er der risiko for at kollidere, siger Claus Pedersen.
Og med en vægt på 50 ton er det sandsynligvis letbanetoget, der slipper billigst fra sammenstødet, påpeger han.
Den første uge med testkørsler er ifølge sikkerhedschefen gået godt, og alt tegner således til at gå efter planen.
- Den første uges tid er gået rigtig godt. Det involverede personale har følt sig trygge både ved køretøjerne og hele setuppet, siger han.
Også København og Odense har letbaner på tegnebrættet, og de kan nyde godt af erfaringerne fra Aarhus.
- Vi er Danmarks første letbane, og de erfaringer, vi høster med at køre i blandet trafik i forhold til grænseflader mellem Trafikstyrelsen, Arbejdstilsynet, kommunen og politiet, kan Odense og København drage fordel af senere, siger Claus Pedersen.
Aarhus Letbane sættes i drift 23. september.
Ritzau
Fakta
- Første etape af letbanen er strækningen fra Aarhus Hovedbanegård til Aarhus Universitetshospital i Skejby.
- Letbanen føres videre til Lystrup, ligesom nærbanerne til Odder og Grenaa kobles på.
- Aarhus Letbane har et budget på 3,5 mila. kr. og er finansieret af kommune, stat og region.
- Op mod 90 chauffører skal betjene letbanetogene, der får deres eget spor i det aarhusianske bybillede.
- Letbanen kører på elektricitet og kører i bymæssig bebyggelse op til 50 kilometer i timen.
- På strækningen til Odder og Grenaa kører letbanen henholdsvis 75 kilometer og 100 kilometer i timen.
- Letbanen får i alt 49 stationer.
Kilde: Aarhus Letbane I/S
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.