THISTED: Er det i orden at ekspropriere 8.300 kvm landbrugsjord for at give en virksomhed mulighed for at udvide?
Det er kernen i en sag fra Thisted, som nu for anden gang har været omkring Planklagenævnet, som for anden gang har givet en landmand ret i sin klage over Thisted Kommune.
Som tidligere omtalt afgjorde et flertal på 9 ud af 11 medlemmer af klagenævnet i september, at selv om betingelser om lovlighed og aktualitet for at ekspropriere landmandens jord var opfyldt, så vejede de almene samfundsinteresser ud fra en samlet vurdering alligevel ikke tungt nok til, at det kunne fortrænge landmandens ret til at råde over sin egen jord.
Thisted Kommune var imidlertid ikke tilfreds med afgørelsen og bad om at få den genoptaget. Kommunen henviste til, at der ikke som nævnt i afgørelsen var andre nærliggende erhvervsområder, der kan rumme virksomheden. Desuden savnede kommunen begrundelser for, hvorfor virksomhedens pladsproblemer ikke var begrundelse nok.
Planklagenævnet gik med til at genoptage sagen med den begrundelse, at det er nye oplysninger, at der ikke er passende erhvervsområder til at rumme virksomheden mindre end 20 km fra den nuværende placering i landsbyen Hørdum.
Skønsmæssig afvejning
I sin nye afgørelse når et flertal i klagenævnet igen frem til, at lokalplanen fra 2006 i snæver forstand tillader ekspropriation af landmandens jord. Alligevel falder flertallets samlede, skønsmæssige afvejning af planlægningsinteresserne overfor landmandens interesse i at råde over sin ejendom ud til landmandens fordel.
"Det forhold, at der efter det oplyste ikke er den tilstrækkelige kapacitet til at rumme virksomheden i de eksisterende nærliggende erhvervsområder, og at det ikke er muligt for virksomheden at udvide på virksomhedens øvrige ejendomme, kan efter flertallets opfattelse ikke begrunde et så vidtgående indgreb som ekspropriation," hedder det i flertallets afgørelse - et flertal, som igen består af 9 ud af 11 medlemmer.
Flertallet tilføjer, at kommunen "har mulighed for ud fra planlægningsmæssige hensyn at planlægge for både nye eller udvidede erhvervsområder. Flertallet finder desuden, at det forhold, at ekspropriationen kan gavne lokalområdet, ikke i den konkrete situation kan opveje hensynet til den private ejendomsret eller på anden måde medføre, at ekspropriationen er rimelig".
Derfor ophæves kommunens afgørelse om ekspropriation endnu en gang.
Afgørelsen kan læses her.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.