
ESBJERG / FREDERIKSHAVN: Kombinationen af radioaktivt affald og jyske havneområder ramte først mediernes overskrifter i november 2017, da det gav kritik fra danske myndigheder til Mærsk Oil i en sag om opbevaringen af 450 ton radioaktivt affald. Sagen om den type problematisk affald breder sig nu til andre firmaer og en anden havn.
Sundhedsstyrelsen havde under et kontrolbesøg hos på Esbjerg Havn tilbage i 2016 fundet flere ståltromler med radioaktivt affald, hvoraf flere var rustne og gennemtærede. I alt havde Mærsk Oil fået otte påbud og 29 bemærkninger fra Sundhedsstyrelsens tilsyn siden 2016, kom det frem i november. DR Nyheder kunne dertil oplyse, at Mærsk i 2015 flyttede radioaktivt materiale fra en industrigrund til Esbjerg Havn, uden at det var myndighedsgodkendt.
JydskeVestkysten skriver nu, at to andre firmaer, Stena Recycling og Semco Maritime, af Esbjerg Kommune har fået tilladelse til at etablere et modtageanlæg på havnen til skrotning og genindvinding af udtjente offshore-installationer fra Tyra-feltet. Danmarks Naturfredningsforening har imidlertid klaget over den afgørelse til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Ifølge avisen har det efterladt de to firmaer med en vis hovedpine, idet der snart skal træffes beslutning om, hvor de tonstunge dele fra Tyra-feltet skal bringes til land. I stedet har Tyra-skrotnings-opgaven, som kan være katalysator for en potentiel milliardforretning, haft kurs mod Esbjergs nordjyske konkurrent, Frederikshavn Havn.
Her fik ophugning af skrottet i første omgang også en tilladelse fra et flertal i kommunen, og blev i anden omgang mødt med en klage fra naturfrederne. Her er der tale om ophugningsfirmaet Modern American Recycling Services (MARS).
Lidt som atomaffald fra Risø
Nordjyske skriver nu, at Frederikshavn Havn har besluttet at danne en taskforce med repræsentanter fra havnen, naturfrederne og MARS. Sammen vil de arbejde for at, der nationalt findes en permanent løsning på problemet med opbevaring af det lavradioaktive affald. Der er typisk tale om affald, som spules ud fra borerørene og betegnes lavradioaktivt, som dog ifølge Sundhedsstyrelsen udgør en risiko for skadevirkninger på mennesker, hvis affaldet ikke indkapsles og opbevares forsvarligt.
Fortum Waste Solution A/S, det tidligere Kommunekemi i Nyborg, har i dag tilladelse til at afbrænde det såkaldte norm-affald - 'normally occuring radioactive material' - under grænseværdierne, men problemet er, hvad man skal gøre med norm-affald over grænseværdierne.
- Herhjemme har vi ikke en national lovgivning om, hvad man skal gøre med norm-affald over grænseværdierne. Det er lidt det samme som med atomaffald fra Risø, forklarer Mikkel Seedorff-Sørensen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.