
KOLDING: Det giver millionbesparelser på kommunens strømforbrug at skifte til LED-belysning, er langt mere miljøvenligt og oplyser ovenikøbet gaden bedre end det eksisterende gadelys.
- Det nye lys har et mere hvidt skær end det gullige lys, der ses i de gamle armaturer. Desuden er lyset mere nedadrettet, så lyset falder mere direkte på gaden. Dermed giver de nye armaturer også en bedre trafiksikkerhed og mindre lysforurening i folks haver og huse, forklarer fagansvarlig Kim Bauenhøj fra By- og Udviklingsforvaltningen.
Den energibesparelse, der opnås ved at skifte til de nye LED-armaturer, sikrer at renoveringen kan finansiere sig selv over de næste ca. 15 år. Forventningen er, at det gennemsnitlige energiforbrug på gadelyset vil være halveret i forhold til tidligere, når renoveringen er gennemført. På miljøkontoen giver det en besparelse på 1.430 ton CO2 om året, hvilket svarer til den årlige CO2-udledning fra ca. 500 parcelhuse. På de renoverede strækninger vil der ikke være natslukning, da lyset automatisk bliver dæmpet om natten. På de ikke-renoverede strækninger vil der fortsat være natslukning.
I alt bliver omkring 15.000 af de utidssvarende og mest energiforbrugende armaturer udskiftet til LED. Alle eksisterende træmaster og gittermaster, samlet omkring 2.500 stk., bliver udskiftet til rørmaster af stål henover renoveringsperioden. Desuden bliver alle luftledninger, i alt 50 km., lagt i jorden. Alt i alt er der tale om et renoveringsprojekt af meget store dimensioner, som ikke bare giver besparelser på energi og økonomi, men også har andre positive effekter.
- Vi forventer, at vi med den nye lyskilde, de nye master og med alle ledninger i jorden får en større stabilitet på belysningsanlægget, når vi er færdige med renoveringen, og så forventer vi ikke mindst en væsentlig forbedret kvalitet af belysningen, fortæller Kim Bauenhøj.
kil
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.