
LEJRE: Efter grundige undersøgelser af forholdende i Lejre Beredskab står det nu klart, at der på en række områder vil ske opstramning af retningslinjer og praksis i beredskabet. Det meddeler kommunen.
- Jeg er tilfreds med, at vi nu er kommet til bunds i sagen, siger borgmester Mette Touborg (SF).
I et brev til Lejre Kommunes direktion den 4. april 2014 gav to ansatte i Lejre Beredskab udtryk for deres bekymring for arbejdsmiljøet og for en række øvrige forhold vedrørende ledelsesansvar og daglig praksis i Lejre Beredskab.
Siden har KL og BDO undersøgt forholdene i Lejre Beredskab. Økonomiudvalget behandlede KL's og BDO's rapporter og tilhørende anbefalinger den 19. august, og udvalget besluttede at følge anbefalingerne i de eksterne undersøgelser. Det betyder, at der på en række områder sker en opstramning af retningslinjer og praksis i Lejre Beredskab.
Undersøgelserne har i følge kommunen ikke afdækket forhold, der skaber personalejuridisk grundlag for afskedigelse af beredskabschefen eller andre i Lejre Beredskab, og undersøgelserne får derfor ikke personalejuridiske konsekvenser.
- Nu gælder det om at se fremad og gennemføre de forbedringer, vi har besluttet at sætte i værk. Både for de ansatte i beredskabet og for alle de borgere, beredskabet betjener, er dette vigtigt. Jeg har tillid til, at ledelsen og beredskabet vil gennemføre de nødvendige tiltag, slutter Mette Touborg.
bi
Sagen kort
- Den 4. april skrev to ansatte til Lejre Kommunes direktion og gav udtryk for bekymring om arbejdsmiljøet og den daglige praksis og ledelse i Lejre Beredskab.
- Den 20. maj besluttede Økonomiudvalget, at Lejre Kommunes revisionsselskab BDO skulle gennemføre en revisionsmæssig undersøgelse af Lejre Beredskab, og at KL 's afdeling "Jura og EU" skulle gennemføre en tilbundsgående personalejuridisk undersøgelse og undersøgelse af arbejdsmiljø gennem interviews.
- Den 19. august behandlede Økonomiudvalget KL's og BDO's rapporter. KL's rapport omfatter 22 anbefalinger.
- Ansatte i Lejre Beredskab er informeret på et personalemøde den 21. august.
- KL's rapport kan ikke offentliggøres i sin foreliggende form. Rapporten indeholder således oplysninger, som henhører under sager om enkeltpersoners ansættelsesforhold, og som derfor som udgangspunkt er undtaget fra offentlighed, jf. offentlighedslovens § 21. BDO's rapport indeholder ikke sådanne oplysninger og kan derfor offentliggøres i sin fulde form.
Rapporterne til offentliggørelse kan læses her
Kilde: Lejre Kommune
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.