FURESØ: To gange blev det lille forbrugerejede energiselskab Farum Fjernvarme snydt for sin forkøbsret til en transmissionsledning fra Hillerød til Farum og Værløse, men anden gang gik den ikke. Efter 11 år har Østre Landsret sat punktum i en strid, der startede i 2006, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Varmeleverancen fra Hillerød begyndte i 1995, og da DONG i 2006 solgte Hillerød Kraftvarmeværk og de tilhørende transmissionsledninger, skulle Farum Fjernvarme ifølge varmeforsyningsloven have haft mulighed for at købe. Det skete bare ikke, og derfor blev Vattenfall den nye ejer.
Til gengæld lovede DONG, at Vattenfall ville overtage forpligtelsen til at give Farum Fjernvarme forkøbsret, men heller ikke anden gang blev den respekteret, for i slutningen af 2010 solgte Vattenfall transmissionsledningen videre til Vestforbrænding. Året efter gav Energitilsynet Farum Fjernvarme medhold i en klage og erklærede handelen i 2006 ugyldig.
DONG ville ikke give sig
Alligevel var DONG ikke indstillet på at give sig, og først da Farum Fjernvarme lagde sag an mod DONG og Vattenfall, skete der en opblødning, så DONG anerkendte forkøbsretten, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Derfor skulle først Retten i Lyngby og senest landsretten alene tage stilling hvad først DONG og siden Vattenfall skal betale for at have brugt transmissionsledningen i den periode, hvor den skulle have været ejet af Farum Fjernvarme.
Her har Farum Fjernvarme fået medhold i sin opgørelsesmetode, og derudover blev Vattenfall pålagt at betale en mio. kr. til Farum Fjernvarmes sagsomkostninger, oplyser Farum Fjernvarme. Tilbage står kun at udregne beløbet der skal trækkes fra prisen for transmissionsledningen.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.