
Det skal være slut med at lappe på årtiers fejlslagen politik over for boligområder, hvor social kontrol overskygger danske regler, love og normer.
Sådan lyder budskabet fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der i sin nytårstale følger op på sine tidligere udmeldinger om at ville tage et opgør med ghettoer og parallelsamfund.
I de bestræbelser er Løkke klar til at lave særlige regler, der kun gælder for ghettoerne, lader han forstå.
- Der er brug for en langt mere præcis indsats. Hvor vi ikke generer samtlige danskere i hele Danmark. Men sætter ind de steder, hvor problemerne er størst. Og kun der, siger statsministeren.
- Vi skal sætte et nyt mål om at afvikle ghettoerne helt. Nogle steder ved at bryde betonen op og rive bygninger ned. Sprede indbyggerne og genhuse dem i forskellige områder, fastslår han.
Løkke har tidligere lagt op til særregler for særligt udsatte skoler og boligområder, og regeringen har gennem længere tid arbejdet på forslag til, hvad man kan gøre for at løse de problemer, den ser.
Men målet om helt at afvikle ghettoerne er nyt.
Straf forældre - ikke børn
Det konkrete udspil fra regeringen kommer i starten af det nye år, oplyser Løkke. Målet er at lukke hullerne i danmarkskortet og genskabe de blandede kvarterer, hvor vi møder hinanden på kryds og tværs'.
- For nogle børn kan det være løsningen at komme tidligere i daginstitution, siger statsministeren i sin tale.
- Vi skal bryde den kæde, hvor generation efter generation lever i parallelsamfund. Et barn har kun én barndom. Den må ikke forspildes.
- Der er børn og unge, som sendes på genopdragelse, hvis de bliver for danske. Forældrene straffer børnene. Det bør da være omvendt. Som samfund må vi træde til. Bakke op om børnene og straffe forældrene.
Løkke gør det i øvrigt klart, at Danmark efter hans mening skal være et åbent land for dem, der kan og vil. Han nævner udenlandsk arbejdskraft, udenlandske talenter og personer, der forelsker sig i en dansker.
- I er velkomne. I gør det godt. Bliv ved med det, lyder statsministerens hilsen til de udlændinge, der har taget Danmark til sig.
- Men jeg ved at mange af jer deler min bekymring for dem, der ikke ønsker eller evner at gøre det samme. Som misbruger vores gæstfrihed, udfordrer vores måde at leve på og sætter tolerancen på spil.
Nedrivning kan ikke stå alene
At rive bygninger ned kan være et nyttigt redskab, mener flere borgmestre i kommuner med ghettoer. Men nedrivning må ikke stå alene. Sådan lyder det blandt andre fra Odenses borgmester, socialdemokraten Peter Rahbæk Juel. I Odense er området Vollsmose blandt andet på ghetto-listen.
- Det er vigtigt at have nedrivning som et værktøj. Der er blandt andet vedtaget planer i Vollsmose, hvor en række bygninger skal rives ned for at gøre plads til bedre infrastruktur og en mere varieret boligform.
- Men det kan ikke stå alene, siger han og peger på, at tiltag, som skal få flere i job er vigtige:
- Derfor vil jeg gerne invitere Lars Løkke til at komme til Vollsmose, så han kan prøve at møde nogle af de mennesker, som det faktisk er lykkes at få i job, men også nogle af dem, der har det svært.
Regeringen offentliggjorde i december sin liste over ghettoområder i Danmark. Odense har to områder på ghetto-listen.
En anden kommune på listen er Sønderborg, hvor området Nørager/Søstjernevej betegnes som en ghetto. Borgmester Erik Lauritzen (S) mener ikke, at nedrivning er en løsning i hans by.
- Kommunerne skal have nogle andre redskaber til at kunne boligplacere nye tilflyttere mere bredt. Men jeg ser ikke, at det er en løsning bare at rive nogle boligområder ned, siger han.
I Vejle var Finlandsparken i december igen med på ghetto-listen. V-borgmester Jens Ejner Christensen roser statsministeren for at ville afvikle ghettoerne.
- Når der er børn, der kommer i skole og ikke kan tale dansk, så har vi et problem, som vi skal tage os af. Det kan vi ikke være bekendt ellers, siger han.
At rive bygninger ned er dog en drastisk løsning for Vejle, og han peger på, at der er brug for flere andre tiltag.
- Vi har ret god held med at få nogle af områderne moderniseret og bruge de greb, som ikke er at jævne med jorden, siger Jens Ejner Christensen.
Ritzau
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.