
RINGKØBING-SKJERN: Borgerne i landsbyerne Lyne og Sdr. Vium har energirenoveret en tredjedel af alle boliger. Projektet 100%. Energilandsby har dermed i løbet af blot halvandet år skåret næsten 10 pct. af det samlede energiforbrug, 35 pct. af olieforbruget og CO2-besparelserne ligger på godt 20 pct., oplyser Ringkøbing-Skjern Kommune.
Efter en ansøgningsproces blandt 12 landsbyer uden hverken fjernvarme eller naturgas udvalgte kommunen i efteråret 2013 Lyne og Sdr. Vium til at spille en nøglerolle i forhold til at reducere energiforbruget via projekt 100% Energilandsby, der kort fortalt går ud på at tilbyde gratis energitjek af borgernes huse. For at sikre det bedste resultat er det et krav, at projektet drives af lokale energiudvalg.
En Energimesse blev arrangeret af en af ildsjælene i gruppen, den lokale elektriker, strakte sig over en fredag-lørdag og samlede godt og vel 20 udstillere af lokale håndværkere. Næsten alle, der besøgte messen, var interesserede og kom med et eller andet ærinde lige fra isolering, varmekilder og LED-lys til vindturbiner og husstandsvindmøller. De lokale håndværkere fik nye kontakter - en smed havde for eksempel arbejde mange måneder bagefter med at opstille pillefyr.
Besparelserne er i gennemsnit på over 7.000 kr.r pr. bolig pr. år, eller hvad der svarer til en charterferie om året. Fordi mange af boligejerne selv er trukket i arbejdstøjet, er besparelserne er opnået med en forholdsvis begrænset investering på lige under 25.000 kr. - penge som primært er anvendt til materialer. Det betyder, at investeringen er tjent hjem på bare tre et halvt år.
- Både den korte tilbagebetalingstid og den forholdsvis lave investering har været overraskende for alle i processen. Det kan jeg også høre, når jeg fortæller om projektet ude i landet. Vi har jo altid troet, at det var dyrt at energirenovere, men det viser projektet her altså, at det ikke behøver at være, siger Ejnar Tylvad, projektleder, LAG i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Modellen bag projektet 100% Energilandsby er udarbejdet af HusetsEnergi, LAG Ringkøbing-Skjern og Ringkøbing-Skjern Kommune.
HusetsEnergi samarbejder pt med 14 kommuner over hele landet.
76 pct. af boligerne i Lyne og Sdr. Vium er blevet besøgt af en energirådgiver - og 56 pct. har igangsat energibesparende tiltag.
100% Energilandsby har i løbet af blot halvandet år skåret næsten 10 pct. af det samlede energiforbrug, 35 pct. af olieforbruget, og CO2-besparelserne ligger på godt 20 pct.
Ringkøbing-Skjern Kommune har et mål om at blive 100 procent selvforsynende med vedvarende energi i år 2020.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.