
Som en del af vækstpakken vil regeringen ophæve de såkaldte ejerskabsrestriktioner og dermed give andre aktører end landinspektørfirmaer mulighed for at fastlægge skel. Forslaget vil efter vores vurdering ikke alene skade retssikkerheden, men også føre til massevis af tvister ved skelsager.
Ved udstykninger afsætter landinspektøren skel mod naboerne, får styr på vejadgangen samt påser, at bebyggelsen ikke er i strid med love, fredningsbestemmelser eller servitutter. Landinspektøren har i denne proces et vigtigt ansvar for objektivt at varetage naboernes interesser og undersøge, om projektet er realiserbart i forhold til lovgivning, private rettigheder og panthaverinteresser.
Derfor fastslår den nuværende lovgivning, at han eller hun skal være ansat i et landinspektørfirma og personligt hæfter for fejl. Den model har i mange år sikret et velfungerende system, hvor landinspektøren har været garant for en høj grad af fairness i processen og er indgået i et tæt samspil med naboerne, det offentlige og andre interessenter.
Regeringen sætter med sit lovforslag hele modellen på spil. Føres planerne ud i livet, kan landinspektøren være ansat hos bygherrer, entreprenører eller ingeniører – og bliver dermed en partsrepræsentant. Hertil bliver den personlige hæftelse afskaffet. Begge dele vil svække borgernes retssikkerhed og tilliden til landinspektøren.
God balance i dag
Den rapport, der er udarbejdet som del af det lovforberedende arbejde, fastslår, at der i bedste fald kun kan opnås en ganske lille økonomisk effekt ved at ophæve ejerskabsreglerne. Mens gevinsten således er udokumenteret, er det ifølge selvsamme rapport hævet over enhver tvivl, at forslaget vil påføre samfundet ekstra udgifter og administrative byrder.
Vi har i dag et velfungerende samarbejde mellem landinspektørbranchen, borgerne og det offentlige. En samarbejdsmodel, som i vores optik sikrer den rette balance mellem konkurrence, kvalitet og professionalisme. Det betyder blandt andet, at vi i Danmark har et fåtal af retssager om skel sammenlignet med vore nabolande.
Alt i alt vil vi som samfund være bedst tjent med at opretholde den nuværende model – af hensyn til både effektivitet, retssikkerhed og bureaukratiforebyggelse.
Jens Moberg, bestyrelsesformand, og Kenneth Norre, administrerende direktør, Landinspektørfirmaet LE34 A/S, Ballerup
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.