
BORNHOLM: Det er foreløbig umuligt for Bornholms Regionskommune at få et klart svar på, om det er i orden at lave en særregel for læger, når det gælder bopælspligt på øen.
Som tidligere omtalt besluttede kommunalbestyrelsen for halvandet år siden, at læger og andre, der varetager samfundskritiske opgaver, skal kunne få dispensation fra bopælspligten, så de fx kan bo i København og samtidig have en bolig tæt på hospitalet i Rønne.
Beslutningen skyldtes et ønske fra hospitalet, som har svært ved at rekruttere speciallæger og derfor har flere deltidsansatte læger med et andet job i Region Hovedstaden, som har brug for en sekundær bolig på øen. Derfor har det været et problem for hospitalet, når læger fik afslag på dispensation fra bopælspligten, fordi de normale regler blev fulgt. Lægerne skal kunne stille på hospitalet med 15 minutters varsel, og derfor er de nødt til at bo i Rønne.
Bad om vejledende udtalelse
Regionskommunen har for en sikkerheds skyld forsøgt at sikre sig, at det er lovligt, ved at bede Ankestyrelsen om en vejledende udtalelse.
Men styrelsen svarer nu, at det ikke er muligt at fastslå, om det vil være lovligt. Styrelsen vurderer, at en afklaring bør ske, hvis en konkret klagesag havner i Planklagenævnet.
Forinden havde den tidligere Bolig- og Planstyrelse leveret nogenlunde samme svar - at den ikke kunne udtale sig konkret om spørgsmålet, og at regionskommunen selv må foretage en konkret vurdering i sagen. "Det er Planklagenævnet og i sidste ende domstolene, som tager stilling til, om en kommune lovligt kan dispensere fra en lokalplan", lyder det.
Ministerium hælder til nej
Ankestyrelsen har også været omkring Kirkeministeriet, som heller ikke kan give et klart svar, men hælder mest til, at der ikke kan gives dispensation.
"Det er ministeriets vejledende vurdering, at hensynet til at varetage kritiske samfundsopgaver som eksempelvis lægehjælp umiddelbart ikke vurderes at være et sagligt og planlægningsmæssigt relevant hensyn, der kan inddrages ved behandlingen af en ansøgning om dispensation," skriver ministeriet og understreger, det i sidste ende er op til Planklagenævnet.
Alligevel konkluderer Ankestyrelsen altså, at det ikke er muligt at fastslå, om dispensationer af hensyn til kritiske samfundsopgaver er lovlige. Så nu kan Bornholms Regionskommune gå i gang med at uddele dispensationer, hvis den blot er forberedt på, at de senere kan blive underkendt i klagenævnet.
Om det vil ske, er endnu uvist, oplyser direktør Lillian Rasch Madsen til DK Nyt.
"Vi står i et dilemma, for vi har jo stadig Kirkeministeriets vurdering. Så med udgangspunkt i legalitetsprincippet har vi ikke den fornødne hjemmel til at dispensere. Vi vil straks efter ferien overveje hvad vi gør," oplyser hun.
Læs hele Ankestyrelsens udtalelse her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.