
Mens husholdningerne de seneste år har produceret mindre affald, stiger mængden af affald fra industri, servicebranchen og især bygge- og anlæg.
Det viser den nye affaldsstatistik fra Miljøstyrelsen, som indeholder de nyeste tal fra 2021.
Mængden af bygge- og anlægsaffald (excl. jord) er steget jævnt fra 4,15 mio. ton i 2017 til 5,16 ton i 2021. Dermed udgør byggeaffaldet nu 42 pct. af den samlede producerede affaldsmængde mod 37 pct. fem år tidligere.
Også mængden af affald fra service, industri og andet erhverv er steget, mens mængden af produceret affald fra husholdningerne er faldet - fra 3,41 mio. ton i 2017 til 3,25 mio. ton i 2021.
Tilsammen betyder det, at den samlede mængde affald er vokset i løbet af de fem år fra 11,2 til 12,4 mio. tons.
Halvdelen genanvendes
Set med miljøøjne er det vigtigt, hvor meget af affaldet der bliver genanvendt. 57 pct. af husholdningsaffaldet blev indsamlet til genanvendelse i 2021, hvilket er en stigning fra 54 pct. året før.
Fratrækker man det indsamlede affald, som bliver frasorteret på grund af fx fejlsortering, er det 46 pct., som reelt bliver genanvendt. Tallet er opgjort på en ny måde, så det ikke kan sammenlignes med tidligere år.
Andelen af affald, der bliver sendt til forbrænding, er faldet fra 25 pct. i 2020 til 23 pct. i 2021, til gengæld er andelen af importeret affald til forbrænding på de danske forbrændingsanlæg samme år steget fra 13 til 17 pct.
Det virker
Statistikkken viser, at det virker, når kommunerne triller flere affaldsbeholdere hjem til husholdnongerne og nedlægger "småt brændbart" på genbrugspladserne, mener brancheforeningen Cirkulær, tidligere Dansk Affaldsforening.
- Borgerne og kommunerne gør i fællesskab en flot indsats med at sortere affald, og at det viser sig meget tydeligt i de officielle statistikker, siger specialkonsulent Sofie Rask.
Siden nytår har det været et krav, at virksomhederne sorterer samme typer affald som husholdninger. Derfor bliver det spændende at følge de kommende års statistikker, konstaterer hun.
Se affaldsrapporten her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.