
AALBORG: Det bliver en erfaren mand, der med forårets komme tiltræder stillingen som direktør for Miljø- og Energiforvaltningen i Aalborg Kommune.
Fra en stilling som direktør i Teknik og Miljø i Holstebro Kommune får 54-årige Søren Gais Kjeldsen nu ansvaret for en lang række områder i Aalborg, herunder den strategiske planlægning omring miljø, energi, vand, spildevand, grundvandsbeskyttelse og affald foruden vandhandleplanerne. Samtidig får han også ansvaret for gas- og fjernvarmeforsyningen, renovation og beredskab i Aalborg Kommune.
Søren Gais Kjeldsen er uddannet forstkandidat (cand. silv.) og har virket som skovrider i en årrække. Tidligere har han været ansat som natur- og miljøchef i Nordjyllands Amt, chef for Teknisk Forvaltning i Vinderup Kommune, direktør for Vinderup Holding A/S, Vinderup Vand A/S og Vinderup Spildevand A/S samt direktør for Vestforsyning Erhverv A/S.
- Han opfylder således til fulde alle stillingens krav, både når det gælder hans personlige og faglige kompetencer, og når det drejer sig om hans store erfaring i topledelse og samarbejde med politikere. Vi har haft et meget stærkt ansøgerfelt, og jeg er overbevist om, at Søren bliver en stærk medspiller, når det handler om at udstikke kursen for den strategiske planlægning for energi og miljø. Og jeg er glad for, at et samlet ansættelsesudvalg bakker op om ansættelsen af den nye direktør i vores nye forvaltning, siger rådmand Lasse P.N. Olsen (Ø)
Søren Gais Kjeldsen bliver endvidere direktør for Aalborg Forsyning, Holding A/S, som Aalborg Forsyning, Vand A/S og Aalborg Forsyning, Kloak A/S er en del af.
Han tiltræder stillingen 1. april 2014.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.