dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Miljøministeriet tester igen kysterne for PFAS
Havskum og soppevand skal 20 steder langs de danske strande testes af tre omgange for PFAS i løbet af badesæsonen 2023.
Foto: Karsten Schnack/Biofoto/Ritzau Scanpix

Miljøministeriet tester igen kysterne for PFAS

Nu skal havskum og soppesøer ved 20 danske kyster testes for PFAS. Det sker som en del af øget overvågning af PFAS.

Havskum og soppevand skal 20 steder langs de danske strande testes af tre omgange for PFAS i løbet af badesæsonen 2023. Miljøstyrelsen udfører testene, som skal give myndighederne mere viden til at rådgive og vejlede danskerne, der bader ved strandene.

I sommeren 2022 undersøgte Miljøstyrelsen og kommunerne for PFAS i badevand, soppesøer og havskum ved en række danske kyster fordelt i hele landet.

Ud af 500 vandprøver var kun en enkelt måling over den vejledende PFAS-grænseværdi. To separate prøver fra havskum og soppesøer ved to områder ved Vesterhavet viste dog PFAS over grænseværdien, og her frarådede Styrelsen for Patientsikkerhed direkte kontakt med havskum og badning i soppesøerne af forsigtighedshensyn.

- Badesæsonen står for døren, og danskerne skal være trygge ved at gå på stranden. De test vi nu har sat i gang langs kysterne i Danmark skal give os viden, så myndighederne kan vejlede badegæsterne, hvis der er PFAS over grænseværdierne, siger miljøminister Magnus Heunicke (S).

Kontakter kommunerne

Miljøstyrelsen kontakter den berørte kommune, hvis der bliver fundet PFAS-overskridelser. Herefter skal kommunen informere borgerne med fx skilte på stranden og via kommunens hjemmeside om, hvordan man som strandgæst skal forholde sig. Det skriver Miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsen har dog ingen indikationer på, at der er sundhedsfare forbundet med kontakt med havskum og vand i små indsøer på strandene. Men ved væsentlige overskridelser af grænseværdien for PFAS har Styrelsen for Patientsikkerhed lokalt frarådet badning i små indsøer på stranden og direkte kontakt med havskum, samt anbefalet afvaskning med rent vand efter kontakt med havskum og vand fra indsøer.

lal

4c4c8c4f-b1d4-48b0-9121-17bcbeac2a11 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.