
'Jeg mener, det er en sygdom i vores samfund, at der bliver søgt om aktindsigt i alt mellem himmel og jord.'
Så klart tog miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen ifølge Politiken onsdag afstand fra offentlighedsloven, som giver borgerne ret til indsigt i offentlige myndigheders forvaltning af penge og magtbeføjelser.
Dermed placerede han sig langt fra sit partis og den samlede V-LA-K-regerings officielle holdning til loven om offentlighed i forvaltningen. Udtalelsen faldt, da Esben Lunde Larsen i november i fjor mødtes med medarbejdere i Miljøstyrelsen, som han som minister er øverste chef for.
Ved samme lejlighed sagde Esben Lunde Larsen, at han selv vil bestemme, hvad offentligheden skal have vide, når det gælder sager, som forhandles politisk:
'Jeg skal nok som minister offentliggøre det, der skal offentliggøres i forhold til vores politiske processer', sagde han på det lukkede møde med medarbejderne i Miljøstyrelsen.
Hvad ministeren ikke vidste var, at en deltager i mødet optog hans udtalelser og nu har valgt at sende optagelsen til Politiken.
Tre minutters enetale
Efter at Politiken har konfronteret Esben Lunde Larsen med de opsigtsvækkende udtalelser, lyder hans forklaring i et skriftligt svar: 'Jeg forløb mig. Det er naturligvis offentlighedsloven og miljøoplysningsloven, der afgør, hvad der offentliggøres og hvornår'.
Det står ud fra lydoptagelsen ikke klart, hvad der fik ministeren til at 'forløbe sig'. Der var ikke tale om en ophedet diskussion.
En medarbejder stillede et spørgsmål, og Esben Lunde Larsen svarede i en sammenhængende, rolig og lidt mere end tre minutter lang enetale, hvor han på intet tidspunkt blev afbrudt, og intet sted undervejs hævede stemmen.
Regeringen er i færd med at overveje, om offentlighedsloven skal revideres. Det sker efter kritik af, at den nuværende lov har 'gummiparagraffer', som blandt andet gør det nemt at nægte offentligheden indsigt i dokumenter, som bruges til ministerbetjening, eller som indgår i politiske forhandlinger med Folketinget.
I den sammenhæng spurgte en medarbejder i Miljøstyrelsen ministeren 'om du går ind for en ændring af offentlighedsloven, så der bliver mere adgang, så offentligheden kan få indsigt i de politiske processer, for eksempel hvad der sker mellem departement og styrelser'.
'Gummiparagraffer'
Venstres offentlighedsordfører, Jan E. Jørgensen, vil ikke direkte kommentere sin partifælles udtalelse. Men i en skriftlig kommentar til Ritzau siger han:
- Aktindsigt er helt centralt i et frit samfund, men omvendt er der ingen samfund, hvor man kan få aktindsigt i alt.
Regeringen er i færd med at overveje, om offentlighedsloven skal revideres. Det sker efter kritik af, at den nuværende lov har 'gummiparagraffer', som blandt andet gør det nemt at nægte offentligheden indsigt i dokumenter, som bruges til ministerbetjening, eller som indgår i politiske forhandlinger med Folketinget.
Der forhandles lige nu med forligspartierne om en eventuel ændring af loven.
Over for Politiken fortæller Liberal Alliances politiske ordfører, Christina Egelund, at hun ser retten til at søge aktindsigt som et grundvilkår for demokratiet.
- Et demokrati bygger på en række værdier – herunder oplysning, siger hun.
Regeringen ventes at offentliggøre et udspil til en ny offentlighedslov inden Grundlovsdag.
Ritzau / ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.