
ÆRØ: I maj 2013 var landmand og kommunalpolitiker Bent Juul Sørensen (V) netop blevet valgt som spidskandidat op til KV13, men valgte efter en omstridt miljøsag at opgive sit spidskandidatur. Nu seks år efter har Miljøklagenævnet afvist at realitetsbehandle de seneste klager i sagen fra Dansk Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund.
Der er tale om en sag, der begyndte i 2011, da Bent Juul Sørensen rørlagde et vandløb på sin ejendom. En rørlægning, som han vel og mærke aldrig havde søgt om tilladelse til. Og kommunen kunne konkludere, at Bent Juul Sørensen ved den lejlighed havde brudt loven, da han samtidig havde pløjet en markvej ned – selvom den var privat fællesvej.
Med klagenævnets afvisning af at realitetsbehandle de seneste klager i vandløbssagen er rørlægningen reelt lovliggjort, oplyser Fyens Stiftstidende. Baggrunden er, at der i de nyeste vandplaner er udpeget en række vandløb, der skal opnå en særlig målsætning om god økologisk tilstand. Og da det pågældende vandløb på Ærø ikke er med blandt dem, kan den uansøgte rørlægning ikke omstødes nu.
Da Bent Juul Sørensen droppede at være borgmesterkandidat, blev det i stedet Lennart Mogensen, der for Venstre skulle forsøge at erobre posten efter Karsten Landro (K), der ikke stillede op igen. Bent Juul Sørensen stillede i stedet op for lokallisten Ærøs Fremtid og scorede næstflest personlige stemmer: 432 mod de 643, til Jørgen Otto Jørgensen (S), der endte i borgmesterstolen. Ærøs Fremtid fik to valgt ind i den 15 mand store kommunalbestyrelse.
Bent Juul Sørensen har til den lokale ugeavis indrykket en pressemeddelelse som annonce, hvor han blandt andet skriver: 'Jeg er glad for jeg endelig kunne opnå en fair og redelig sagsbehandling. Jeg er særlig glad for at konstatere, at de regelsæt som jeg havde fulgt, var de rette og var gældende lov. Jeg er stolt over, at dele af sagen er blevet en offentlig principsag, som landmænd i hele landet kan få nytte af. Det er en stor tilfredsstillelse at konstatere, at det trods alt ikke er en vilkårlig Jantelov der hersker på Ærø (...) Her gælder heldigvis dansk lov og ret.'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.