dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
Efter tre måneders midlertidigt stop sløjfer Energiministeren nu permanent tilskuddet til hulmursisolering.
Martin Bubandt, Ritzau Foto

Minister sløjfer tilskud til hulmursisolering efter sjusk

Sjusk og fejl med tilskud til hulmursisolering får energiministeren til at lukke tilskudsordning permanent

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) har mandag indgået en aftale med energibranchen om at lukke permanent for tilskud til hulmursisolering efter afsløring af omfattende fejl.

- Jeg vil ikke acceptere, at der er så omfattende sjusk og fejl, måske endda direkte fusk med en ordning, hvor der både gives tilskud, og som koster husejerne penge, siger ministeren.

I marts viste en særkontrol foretaget af Energistyrelsen fejl i 37 ud af 62 sager om hulmursisolering, som havde modtaget tilskud under energispareindsatsen. Der var tale om fejl i dokumentationen, forkerte opmålinger af det isolerede areal samt utilfredsstillende kvalitet i arbejdet.

- Der var fejl i ikke mindre end 60 pct. af sagerne, og det er alt, alt for meget, siger Lilleholt.

100 mio. kr. til ekstra kontrol 
Ministeren indførte i marts, som følge af særkontrollen, et tre måneders midlertidigt stop for tilskud til isolering og senere i april fulgte så en ekstrabevillig på 100 mio. kr. til kontrollen med energisparordningen, der udover tilskud til hulmursisolering også omfatter tilskud til nye vinduer og termostater. Og nu er det midlertidige stop så altså gjort permanenet. 

På spørgsmålet om, hvilke incitamenter husejere så har til at få foretaget en grøn renovering, svarer ministeren:

- Det er allerede i dag en rigtig god forretning i at gennemføre hulmursisoleringer. Så selv om der ikke er noget tilskud, er der meget stort potentiale for at spare penge for de allerfleste huse, især ældre huse.

Oprydningsarbejdet er igang 
Energistyrelsen oplyser, at de fortsat undersøger de sager, hvor der er fundet fejl ligesom styrelsen afdækker, om der skal korrigeres i de indberettede besparelser, og om der er sager, der skal politianmeldes. Det arbejde forventes at være afsluttet ved udgangen af juni.

Styrelsen har derudover pålagt samtlige energiselskaber at foretage en intern kvalitetskontrol af indberetningerne i samtlige sager, som er indberettet i 2016.

- Vi skal have ryddet op i det her morads og have afdækket, om der er udbetalt tilskud på et forkert grundlag. Det er afgørende for tilliden til energispareindsatsen, at tilskuddene bliver givet på det rigtige grundlag, siger Lilleholt.

Har I været gode nok til at opdage det og handle på det?
- Straks jeg blev opmærksom på problemstillingen, valgte vi at gennemføre et midlertidigt stop for at undersøge, om der kunne rettes op på noget. Men der har vi konkluderet, ikke er muligt, og det er derfor, vi permanent lukker ned for tilskudsordningen.

Ritzau / mfa

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/minister-slojfer-tilskud-til-hulmursisolering-efter-sjusk

GDPR