
NÆSTVED: Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalget i Næstved har skrevet til ministeren for landdistrikter Louise Schack Elholm (V), efter at en borger rev et bevaringsværdigt gammelt hus i Lille Næstved ned - og efter udvalgets opfattelse slap for billigt.
Ejeren af huset fik tilbage i efter 2021 afslag på at rive huset ned - det var registreret med bevaringsværdi 3 på Save-skalaen og omfattet af en bevarende lokalplan. Men ejeren begyndte alligevel i december samme år at rive ned, hvilket omgående udløste et standsningspåbud fra kommunen.
Ikke desto mindre blev huset den følgende nat revet helt ned - i "nattens mulm og mørke", som udvalget skriver om nedrivningen, der vakte stor opsigt lokalt. Ikke mindst fordi ejeren nægtede, at nedrivningen skulle være sket med forsæt, på trods af, at en videooptagelse kunne vise en gravemaskine i færd med at rive vægge ned. Han udtalte til lokale medier, at han "selvfølgelig var ærgerlig over, at huset faldt sammen under det her forsøg på renovering".
Skuffende
Ejeren argumenterede dengang for, at det var urimeligt, at han ikke måtte rive ejendommen ned, da det vil være "en uproportional stor byrde" for ham at istandsætte huset.
Han har siden erkendt sin forseelse og slap således for en retssag. Han valgte at betale en bøde på 100.000 kr., hvilket udvalget bemærker er højere end retspraksis, hvor den slags sager plejer at give bøder på 50.000 kr.
Udvalget kalder det i brevet - med formand Marianne Olsen (S) som underskriver - "skuffende, at den gentagne lovovertrædelse af lovgivningen i denne sag ikke straffes højere" og opfordrer Elholm til "at overveje, hvordan kommunerne kan gives bedre muligheder for at varetage sikringen af vores bygningskultur".
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.