NORDDJURS: En klage til Miljøklagenævnet er blevet afgjort til Norddjurs Kommunes fordel. Kommunen er i sin gode ret til at give afslag på dispensation fra de almindelige regler: Et vedvarende højt indhold af nitrat i en privat vandboring skal ikke løses med et såkaldt nitratfilter, men med, at parret på ejendommen tilslutter sig det lokale vandværk.
Parret på ejendommen har argumenteret med, at den kommunale afgørelse ikke skulle være saglig, at nitrat i drikkevand ikke skulle være sundhedsskadeligt, at afgørelsen er i strid med lighedsgrundsætningen, og at tilslutning til vandværk er dyrt.
For så vidt sagligheden holder kommunen sig til embedslægens vurdering af, at nitratfiltre så vidt muligt bør undgås i private vandboringer, da der kan opstå yderligere risici for brist i vandkvaliteten, fordi anlægget kræver regelmæssig kontrol og vedligehold.
Også tidligere har nævnet stadfæstet kommuners afslag på at sætte nitratfiltre op, hvor der i øvrigt er adgang til vandværksvand. Norddjurs Kommune har i den forbindelse gjort rede for, at der nu kun er 16 ejendomme tilbage i kommunen, der ikke kan forsynes fra et alment vandværk. Og i dette tilfælde er der altså adgang.
Siden 2007 har løbende målinger på den pågældende ejendom påvist nitratindhold mellem 79 og 87 milligram pr. liter, hvor grænseværdien er 50. Klagerne, der selv er 68 og 69 år, har peget på, at Norddjurs Kommune skulle acceptere et nitratindhold op til 100 milligram per liter hos andre alderspensionister, men kommunen har dog endnu ikke afsluttet den sag, fremgår det.
Hvad angår tilslutningsprisen har nævnet ikke noget at indvende på kommunens vurdering af, at der kan leveres vand på økonomisk rimelige vilkår. Ifølge takstbladet lyder prisen på: hovedanlægsbidrag på 5.344 kr., forsyningsledningsbidrag på 70.149 kr. og stikledningsbidrag på 7.548 kr.
Læs Miljøklagenævnets afgørelse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.