
80 pct. af seks nordjyske kommuners fælles sorterede plast fra husholdningerne bliver nu sorteret til genanvendelse, men en del bunker af forskellige former for plast kan ikke umiddelbart genbruges, men må ligge klar til, at en industriel løsning kommer på plads.
Ud af den samlede frasorterede plastmængde bliver 45 pct. sendt direkte videre til virksomheder, der kan anvende plasten, mens 35 pct. må oplagres, indtil det kan afsættes på et senere tidspunkt, oplyser Jammerbugt Kommune.
- Men hvis de 45 pct. af den sorterede plastik, som vi i dag sender direkte videre til nye plastprodukter, skal øges, kræver det, at producenterne tænker genanvendelse ind allerede, når produkterne bliver lavet. Og det er en udfordring, fortæller Jens Christian Golding (S), formand for Teknik- og Miljøudvalget.
Sort plast et problem i dag
Golding nævner bl.a. over for dknyt, at der ligger et potentiale i sort hård plast, som de bakker, mange producenter sælger kødfars i. Den plasttype kan i dag ikke skelnes af sorteringsanlægget og dermed blive genbrugt, og hvis den i stedet for at være sort kunne være gennemsigtig, var meget vundet.
Affaldet fra de seks kommuner ender på sorteringsanlægget hos RenoNord i Aalborg, som Aalborg, Mariagerfjord og Jammerbugt kommuner er medejere af. Her sorteres affaldet i forskellige typer plast og metal.
Ud over et fælles, moderne sorteringsanlæg bruger størstedelen af de nordjyske kommuner Dansk Affaldsforenings visuelle system til at mærke affaldscontainerne.
Siden Aalborg, Mariagerfjord og Jammerbugt kommuner for år tilbage aftalte at ensrette indsamlingen af plast og metal fra kommunernes husholdninger er Rebild, Brønderslev og Hjørring kommuner kommet til. Dermed sorterer de seks kommuner plast- og metalaffald efter samme system.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.