
Det nordsjællandske affaldsselskab Norfors har nu henvendt sig til "storebror", Vestforbrænding, for at undersøge mulighederne for en fusion mellem de to selskaber.
Det oplyste formanden for Vestforbrænding, Furesø-borgmester Ole Bondo Christensen (S), på et byrådsmøde i Furesø i sidste uge. Vestforbrænding ejes af 19 sjællandske kommuner og er landets største.
- Norfors har anmodet Vestforbrænding om, at vi samlet kigger på muligheden for en fusion. Hvis vi når frem til, at det er en god idé, bliver det noget, vi som medejer af Vestforbrænding også skal tage stilling til, sagde han til byrådet.
I klemme i ny lov
Norfors, som ejes af Hørsholm, Helsingør, Rudersdal, Fredensborg og Allerød kommuner, er som tidligere omtalt kommet i klemme som følge af ny lovgivning om konkurrenceudsættelse i affaldssektoren.
De fælleskommunale anlæg skal ifølge loven udskilles i (typisk) aktieselskaber. Men Norfors har en større gæld fra investering i en ny, mere miljøvenlig ovnlinje i Usserødværket, og den gæld skal afvikles, før anlægget kan selskabsgøres. Ellers risikerer Norfors at gå konkurs og efterlade en gæld på 750 mio. kr. til de fem ejerkommuner.
I første omgang besluttede de fem sidste år en voldsom stigning i taksterne for at slippe af med noget af gælden, samtidig med at man overvejede en retssag mod staten.
Norfors' formand, Hørsholm-borgmester Morten Slotved (K), fortæller til Sjællandske Medier, at man fortsat arbejder på at sagsøge staten, og at man regner med at aflevere en stævning inden årets udgang.
- Men sideløbende må vi undersøge alle muligheder. Det gælder både om, hvorvidt vi kan fortsætte selvstændigt og søge en dispensation for reglerne, eller om vi skal gå sammen med Vestforbrænding. Vi skal undersøge alle forhold, hele vejen rundt, siger han.
Ifølge mediet vil første skridt være en såkaldt due diligence, der skal afdække jura og økonomi, før de egentlige forhandlinger om fusion kan påbegyndes.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.