
GULDBORGSUND: Roetoppe kan blive til proteiner i nye fødevarer, opsamling af næringsstoffer via muslingeproduktion kan blive til essentielle fedtsyrer i nye superfood-produkter, og halm fra allerede høstet frøgræs kan blive til tekstil. Det er blot tre eksempler på, hvordan restprodukter og afgrøder fra landbrug og havbrug kan blive til ingredienser i nye, bæredygtige produkter, lyder det fra Guldborgsund Kommune.
Teknologien til at lave eksempelvis ingredienser til fødevareindustrien af restprodukter findes allerede, men der mangler et testanlæg, hvor danske og udenlandske virksomheder kan teste processerne og produktionen i fuld skala, inden de kommer i reel produktion. Derfor tager en række aktører nu første skridt til at etablere et testanlæg på Falster, Baltic Plant Solution.
- De fleste har en god fornemmelse af den enorme udvikling, der er sket på energiområdet fra de gamle vandmøller til dagens vindmøller. Den måde, vi bruger de biologiske ressourcer på i dag, er på samme udviklingsniveau som den gamle vandmølle. Vi har en klimakrise, vi skal løse, og vi har et vanvittigt overforbrug af ressourcer i verden, og derfor skal bruge vores biologiske ressourcer helt ud til sidste plantefiber til gavn for både klima, miljø og biodiversitet. Det kan anlægget hjælpe med, siger borgmester Simon Hansen (S).
Vil skille biologisk materiale ad
Indtil nu har Danmark manglet et specialiseret fuldskala-testanlæg for raffinering af biomateriale til fødevarer og andre produkter. På det kommende Baltic Plant Solution testanlæg kan virksomhederne afprøve, tilrette, forfine og gennemføre produktion af nye fødevareingredienser og andre produkter i et stort industrianlæg, inden de overfører produktionen til den virkelige verden og gør det til en forretning.
Ideen til et fuldskala-testanlæg er født hos virksomheden Nordic Sugar, som sammen med to andre virksomheder slået sig sammen med Bioøkonomisk Vækstcenter Guldborgsund og Business Lolland-Falster og tager ideen skridtet videre mod realisering.
- Helt konkret skal der bygges et skalérbart produktionsanlæg, som meget firkantet sagt kan skille en plante eller andet biologisk materiale ad, så man kan udvinde proteiner, fibre eller andre funktionelle ingredienser produkter. Og måske også helt andre og endnu uudforskede muligheder, siger John Jensen, Head of New Opportunities hos Nordic Sugar.
Etableringen af anlægget forventes at koste 200 millioner kroner.
Testanlægget Baltic Plant Solution er en del af en satsning i Region Sjælland, det såkaldte Biosolutions Zealand
Biosolutions Zealand består af forskningsinstitutioner, videns- og uddannelsesinstitutioner, virksomheder, offentlige organisationer, Food & Bio Cluster Denmark og Erhvervshus Sjælland, der er tovholder for satsningen.
Biosolutions Zealand er et samarbejde, der skal sikre, at nye ideer inden for grøn bioteknologi kan blive til bæredygtige fuldskala virksomheder.
Testanlægget Baltic Plant Solution er det sidste trin på udviklingstrappen og det, der lige nu mangler i den samlede satsning. Partnerne bag Baltic Plant Solution er foreløbig Nordic Sugar, Crispy Food og Dansk Biokemi, samt Business Lolland-Falster og Bioøkonomisk Vækstcenter Guldborgsund – en del af Guldborgsund Kommune.
Midlerne til den indledede undersøgelsesfase af Baltic Plant Solution kommer fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og EU's REACT-program.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.