dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi

Ny asfalt sparer penge på benzin og CO2

Vejdirektoratet ser stort potentiale i ny type vejbelægning, der giver mindre modstand mellem dæk og vej
23. DEC 2014 10.29

Danske juletrafikanter bruger mere brændstof end nødvendigt, når de i dag sætter sig bag rattet for at køre hjem til familien. Omkring fire pct. for meget, hvis man skal tro forskerne bag en ny form for asfalt, der nedsætter rullemodstanden på vejbanen med 10 pct. i forhold til almindelig asfalt.

Ifølge projektleder Bjarne Schmidt fra Vejdirektoratet er der store perspektiver for både pengepungen og miljøet i den nye type asfalt:

- For den enkelte er fire pct. måske ikke enormt, men samfundsøkonomisk kan den nye belægning give en besparelse på 64 mio. liter benzin per år. Det svarer til en årlig reduktion på cirka 160.000 ton CO2.

Dyrere at etablere
Med til regnestykket hører dog, at den nye asfalt koster mere at lægge ud end den asfalt, der bruges i dag.

- Den er fem-syv pct. dyrere end almindelig asfalt, men hvis man ser på besparelserne i brændstofforbrug og CO2-udledning, så ender det stadig i et plus for samfundet, siger Bjarne Schmidt.

I bilejernes forening FDM ser man positivt på projektet, så længe de højere anlægsudgifter ikke rammer bilisterne.

- Bilejerne betaler allerede tre til fire gange for vejene med de 44 mia. kr., vi årligt lægger i den danske statskasse. Og det her er jo en samfundsopgave, så pengene må findes på samfundets budgetter for vejene, siger konsulent i FDM Louise Skov.

Tre forsøgsstrækninger
Tre steder er der allerede udlagt forsøgsstrækninger med den nye asfalt, så forskerne kan følge med i asfaltens slidstyrke og overholdelse af krav til trafiksikkerheden.

- Det bliver afgørende, at vi kan godtgøre, at den her belægningstype har en holdbarhed, der svarer til den nuværende asfalt, siger Bjarne Schmidt.

- Ellers bliver det simpelthen for dyrt. Hvis vi skal til at udskifte belægninger hver femte år, så er der bare ikke økonomi i det, selvom man sparer på brændstof og CO2, siger han.

De tre forsøgstrækninger på henholdsvis Sjælland og Fyn er udlagt i år, sidste år og i 2012.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/ny-asfalt-sparer-penge-paa-benzin-og-co2

GDPR