dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
MF Charlotte Dyremose (K). Foto: Thorkild Amdi, Polfoto.

Ny planlov kan få kort levetid hvis flertallet skifter

Skellet var skarpt mellem rød blok og blå blok, da en ændring i planloven blev stemt igennem. Så skarpt at der måske er udsigt til en tilbagerulning, hvis mindretallet får flertal ved folketingsvalget
27. FEB 2015 6.02

En ændring af planloven der giver kommunerne mulighed for at stille krav om, at op til 25 pct. af et boligområde skal bestå af almene boliger, får næppe noget særligt langt liv, hvis flertallet i Folketinget tipper ved det kommende valg.

Lovændringen blev vedtaget endeligt ved tredjebehandling torsdag med stemmetallene 55 for og 51 imod. Alle 55 for fra rød blok og alle 51 imod fra blå blok. Ikrafttrædelsesdatoen er 1. juli, og hvis ikke der har været et folketingsvalg inden da, så vil det komme ganske kort tid efter.

Hvis mindretallet efter folketingsvalget er blevet til et flertal, vil lovændringen så blive rullet tilbage? har dknyt derfor spurgt boligordførerne fra de fire partier i blå blok.

Vi skal bare finde ud af hvordan
- Ja! svarer konservative Charlotte Dyremose uden tøven.

- Vi skal bare finde ud af hvordan. Det bliver et frygteligt rod - skal ejendomsejere, der har nået at blive omfattet så kompenseres og hvordan, og hvad med boligforeninger, der måtte have købt. Men det skal vi nok finde ud af, siger hun til dknyt.

Lovændringen kalder hun ‘et totalt nybrud i forhold til, hvad man ellers eksproprierer til' og ‘kompromitterende for den private ejendomsret'.

De røde favoriserer deres venner
Heller ikke Liberal Alliances Ole Birk Olesen har noget godt at sige om lovændringen:

- Det er de røde partier, der favoriserer deres venner i boligbevægelsen. Der er jo ingen forventninger til, at de lejligheder bliver for de svage, der bliver tale om ret høje huslejer, og dem, der flytter ind, er velstillede fra middelklassen. De boliger kan så gå i arv på grundlag af de regler, der er, og på den måde skaber man bare nogle nye privilegier til en bestemt gruppe, siger Ole Birk Olesen.

Lige så klar i mælet er han på spørgsmålet om tilbagerulning af lovændringen:

- Vi vil gerne være med til at rulle den tilbage, og vi vil også gerne være med til at foreslå det, hvis det er det, der skal til, siger han til dknyt.

DF knap så kategorisk
Også Venstres Louise Schack Elholm erklærer sin støtte til at få lovændringen ophævet igen, og nævner som en af årsagerne, at 25 pct.'s reglen kan få betydning for, om pensionsselskaber vil investere i Danmark

Kun Dansk Folkepartis Karina Adsbøl er knap så kategorisk i henseende til tilbagerulning.

Hun kritiserer i lighed med de andre den netop vedtagne lovændring for at være et angreb på den private ejendomsret, men selv om hendes parti stemte imod, og selv om hun forsikrer, at Dansk Folkeparti fortsat er imod 25 pct.'s reglen, tager hun det forbehold at ‘det afhænger af hvordan balancen er efter næste valg.'

Du vil ikke sige udtrykkeligt, at I vil være med til at rulle lovændringen tilbage?

- Det kunne man sagtens tænke sig, at vi ville. Vi er imod, men vi kan jo ikke give nogen garantier, så længe vi ikke har et flertal, lyder Karina Adsbøls svar.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/ny-planlov-kan-faa-kort-levetid-hvis-flertallet-skifter

GDPR