
FREDERIKSBERG: Beboere og mindre virksomheder kan nu igen dele beholdere til affald til genbrug. Det er resultatet af de sidste nye regler om affald, der netop er blevet vedtaget. Igen har Frederiksberg Kommune presset på for, at reglerne bliver ændret, lyder det fra kommunen.
- Vi har mange ejendomme på Frederiksberg, hvor der både er virksomheder og beboere. Derfor skrev jeg personligt til miljøministeren og spurgte, om der ikke kunne åbnes op for, at de mange små virksomheder og beboerne igen kunne dele beholdere til genanvendeligt affald. Jeg er glad for, at det nu igen er en mulighed, siger borgmester Jørgen Glenthøj (K).
Kommunalbestyrelsen har besluttet, at den nye mulighed skal tilbydes virksomhederne i kommunen. Formand for By- og Miljøudvalget, Jan E. Jørgensen (V), mener, det forbedrer kommunens service:
- Kommunen kan nu tilbyde ejendommene, at de små virksomheder også må bruge beholderne til papir, pap, metal og hård plast. Det er godt både for økonomien og for trafikken, for vores skraldebiler besøger jo alligevel ejendommene. Virksomhedernes hverdag bliver lettere, når de kan tilslutte sig kommunens affaldsordning uden selv at skulle arrangere sig med en affaldstransportør.
Mindre virksomheder kan fremover, efter aftale med ejendommen, tilkøbe den nye mulighed for 916 kr. eksklusiv moms per kalenderår.
Tidligere har Frederiksberg Kommune været aktiv for at få ændret reglerne om virksomhedernes brug af genbrugsstationerne, som resulterede i laverer gebyrer for især de små virksomheder i 2012.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.