
Danmark er i dag det land i EU, der har den mindste andel af sit landareal udlagt til naturbeskyttelse, hvor der aktivt arbejdes for at bevare dyre- og plantearter.
Kun 8 pct. af landjorden er udpeget som såkaldt Natura 2000-område, hvilket er et pænt stykke under EU-gennemsnittet på 18 pct. Derfor vil regeringen nu sikre mere pleje af naturen ved at skabe bedre vilkår for truede arter som sommerfugle og orkideer.
Indsatsen sker landet over på et område, der samlet set er på størrelse med Fyn og de omkringliggende øer. Udover den indsats er regeringen også på vej med naturpakken, hvor De Konservative har krævet indrømmelser på udledning af kvælstof.
1,8 mia. kr. er der afsat til at bevare dyre- og plantearter, hvoraf langt størstedelen af finansieringen stammer fra EU-fonde.
Kvart milliard fra kommuner
- Det er en kæmpe indsats, vi lægger op til, der vil gøre en mærkbar forskel for værdifulde naturtyper og for truede plante- og dyrearter, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i en kommentar.
I dag plejes 60.000 hektar sårbare naturområder med blandt andet højmoser, rigkær og strandenge. Men fremover skal yderligere 30.000 hektar natur holdes våd, græsses og ryddes for krat, så truede arter som også frøer og sjældne engfugle får bedre levevilkår.
1,5 mia. kr. af den samlede finansiering kommer fra EU's landdistriktsprogram, mens knap 60 mio. kr. kommer fra en anden EU-pulje, og omkring en kvart milliard kroner er kommunale midler.
Naturplanerne er en del af EU's Natura 2000-områder, som i Danmark består af 252 beskyttede naturområder. Medlemslandene er forpligtet til at udpege områder, hvor de særlige arter og naturtyper er sikret levesteder.
Minimumsindsats
Planen mødes med en vis skepsis fra en forsker og en professor.
- Det er på den ene side rigtigt, at det er en stor og målrettet indsats for den danske natur, der ligger i Natura 2000-planerne. Men på den anden side er det lige så rigtigt at sige, at der er tale om en minimumsindsats. At vi lige præcis gør det, som vi er forpligtet til af EU-Kommissionen, siger Rasmus Ejrnæs, der er seniorforsker i biologi på Aarhus Universitet.
Den udmelding møder opbakning hos Carsten Rahbek, professor i biodiversitet ved Københavns Universitet.
- 60-70 pct. af alle danske arter findes i skovene, og der mangler en indsats. Det er fint nok med åbent land og højmoser, det dækker over en tredjedel af den danske natur. Men hvad med de to andre tredjedele, siger han og understreger dog, at det kan komme i naturpakken, som ventes inden længe.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.