
NÆSTVED: Realdania har netop besluttet at gå ind i projektet Det Ny Holmegaard med 35 mio. kr. Pengene skal bruges til at renovere de unikke, historiske og bevaringsværdige bygninger, så de fremover kan huse de mange aktiviteter, der atter vil sætte det gamle glasværk på landkortet - både lokalt, nationalt og internationalt, oplyser kommunen.
Det Ny Holmegaard tager udgangspunkt i det gamle Holmegaard Glasværk, som er Danmarks eneste bevarede glasværk med arkitektonisk og bevaringsmæssig værdi. I det historiske miljø skal forskning, formidling, kunst og historie samarbejde med erhvervsliv og lokalsamfund. Det er et samarbejde mellem Næstved Kommune og Museum Sydøstdanmark, der har udviklet projektet.
- Vi ser projektet som et banebrydende eksempel på, hvordan man på skuldrene af historien og en unik bygningsarv kan forny indhold og aktiviteter og genskabe et tidligere industriområde, så det peger mod fremtiden og en positiv udvikling for lokalområdet og regionen, siger Anne Skovbro, der er filantropidirektør i Realdania.
Holmegaard Glasværk har haft en stor betydning gennem tiden. Både for lokalområdet, for hele Danmark og ude i den store verden. Det har derfor længe været et ønske at genoplive og videreføre dette enestående kulturhistoriske område i en moderne udgave, som igen kan markere sig nationalt og internationalt og blive til glæde og gavn for besøgende, studerende, glasmagere, kunsthåndværkere og det lokale erhvervsliv.
Nogle af hovedattraktionerne i Det Ny Holmegaard bliver nordens største glassamling, som blandt andet omfatter værdifulde og internationalt anerkendte samlinger af Holmegaards glas samt tilsvarende samlinger af Kählers keramik, som får en central placering og betydning. I arbejdet med projektet er der styret målrettet efter visionen om at genindføre kunsthåndværkets viden, æstetik og kvalitet i den danske kultur.
Derfor skal den gamle fabrik med de tilhørende bygninger blandt andet rumme:
- En udstilling om Danmarks første og sidste glasværk
- Et kunsteksperimentarium for alle sanser
- Den største og mest betydende glassamling i Norden med 35.000 glas
- Verdens største samling af Kählerkeramik
- Særudstillinger med nutidigt glasdesign og kunsthåndværk
- Skiftende udstillinger fra Museum Sydøstdanmarks samlinger
- Specialudstilling med 10.000 års kunsthåndværk
- Mulighed for at afholde events, koncerter, konferencer og tilbud om undervisning
- Levende værksteder, hvor studerende, glasmagere og kunsthåndværkere arbejder
- Et kultur- og kunsthistorisk bibliotek
- Spisesteder, museumsbutik og designsalg
- Kunstner og studieboliger
- Udlejning af lokaler til lokale kunstnere og håndværkere
De fysiske rammer for Det Ny Holmegaard: 15.000 kvadratmeter under tag, et 24.000 kvadratmeter stort udendørsareal mod mosen og 600 hektar Holmegaard Mose.
Projektets økonomi: Finansieringen af projektet er delt op i tre faser. Økonomien udgør 103 mio. kr. for fase 1 og den samlede økonomi for hele projektet (fase 1-3) udgør 125 mio. kr. Med Realdanias støtte er der finansieret 70 mio. kr. til fase 1.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.