ROSKILDE: En plan for byudvikling af et tidligere slagteriområde centralt i Roskildes bymidte skal blande nybyggeri af boliger med bevaringsværdige historiske bygninger, så området kan udvikle sig til et afvekslende kvarter, bare med langt færre parkeringspladser end tilsvarende kvarterer. For at undgå parkeringskaos er det et krav, at de fremtidige beboere skal etablere og drive en delebilordning.
Det fremgår af forslag til lokalplan og kommuneplantillæg, som netop er sendt i høring, og som delte Roskilde Byråd skarpt mellem de blå og de røde. Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative ville have delebil-tvangen ud af projektet, men blev nedstemt af Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og De Radikale.
Vedtagelsen skete med samme stemmefordeling, bare omvendt, og med den ændring at V-DF-K ikke stemte imod, men undlod at stemme. Høringsperioden varer til ind i februar og byder undervejs på et borgermøde i januar.
Ideen med at kræve en delebilordning af de fremtidige beboere er kommet ind i projektet for at begrænse biltrafikken og spare på parkeringsarealerne, og derfor er det gængse krav om tre parkeringspladser for hver to boliger skåret ned til blot en enkelt parkeringsplads pr. 150 kvadratmeter bebyggelse. Der peges også på områdets placering tæt ved banegården og gode busforbindelser som støtte for, at parkeringsmulighederne kan begrænses.
Ændringsforslaget, der blev nedstemt, indeholdt også en fastholdelse af det sædvanlige krav om tre parkeringspladser for hver to boliger. Efter høringen ventes lokalplan og kommuneplantillæg fremlagt til endelig godkendelse i marts 2017.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.