dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
Foto: Wind and Water Technology

Nyt testcenter for vandteknologi på vej

Regeringen opretter et nyt nationalt center – Danmark skal tilbage i sin førerposition indenfor eksport af vandteknologi

På testcenteret for vand og klimatilpasning kan virksomheder få afprøvet miljøteknologiske opfindelser. Industrien får derved testfaciliteter og demonstrationsanlæg, så ny produkter kan udvikles, testes og demonstreres.

- Danske virksomheder har godt fat i lande som Kina og Rusland, men eksportpotentialet er langt større, så nu tilbyder vi det ypperste isenkram inden for måleinstrumenter, topmoderne laboratorier og andre demonstrationsfaciliteter. På den måde styrker vi ny forskning og udvikling i Danmark, øger eksporten og får flere i job, siger miljøminister Ida Auken (SF).

Et muligt eksporteventyr
Der er stot eksportpotentiale indenfor området allerede, og derfor gælder det om at sætte gang i udviklingen og skabe bedre muligheder for innovation, forskning og rådgivning.

- Eksport af vandteknologi er et område, vi har meget fokus på. Vi har ikke råd til at sidde på hænderne, når de andre EU-lande skovler milliarder ind i ordrebøgerne. Danske virksomheder har masser af erfaring og knowhow på vandområdet, men nogle har svært ved at få deres produkter på markedet, og derfor skal vi hjælpe dem, siger handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF).

I dag eksporterer Danmark vandteknologi for 14,3 mia. kr. om året. Det er mindre end tidligere. Inden for de sidste fem år er dansk industris andel af EU's samlede eksport af vandteknologi faldet med 12 pct. Lande som Italien, Tyskland og Sverige har en større vækst i eksporten end vi har. Det viser en ny rapport fra Damvad A/S. Hvis vi havde haft en tilsvarende vækst i eksporten som de andre EU-lande, ville vi eksportere næsten to mia. kr. mere end vi gør i dag.

Sammenhæng med vækstteam
- Det nationale testcenter skal ses i sammenhæng med regeringens vækstteam, som arbejder på anbefalinger til, hvordan vi som nation bedst muligt omsætter vores styrker inden for rent vand til eksportsucceser. Testcentret giver bedre muligheder for at teste og demonstrere ny teknologi og er dermed et redskab, vækstteamet kan tage med i deres videre arbejde, siger erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF).

I 2010 omsatte det globale vandmarked for 2.700 mia. kr., mens vindindustrien inkasserede 1.000 mia. kr. Det forventes, at vandmarkedet vil vokse med godt 6,2 pct. over de næste fem år, bl.a. fordi det globale vandforbrug vurderes at stige med 50 pct. frem mod 2030.

Der er afsat 8,4 mio. kr. på finansloven for 2012, og yderligere 8,3 mio. kr. på finansloven for 2013. Den fremtidige drift af testcenteret vil blive brugerfinansieret.

lcl

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/nyt-testcenter-for-vandteknologi-paa-vej

GDPR