
Et lidt alternativt ægteskab på de danske landeveje bliver i dag indgået i Nordjylland. Det fortæller DR Nordjylland.
Det er Nordjyllands Trafikselskab, der står for den kollektive transport i landsdelen, og den private samkørselsvirksomhed GoMore, som slår pjalterne sammen, så det fremover bliver nemt at hoppe direkte fra bussen og over i en privat personbil eller omvendt.
Intentionen er at forbedre transportmulighederne særligt for den del af nordjyderne, der bor uden for de største byer, hvor bussen ikke kommer så tit.
Har slugt kameler
Men det har ikke været uden betænkeligheder at lave et så tæt samarbejde med en privat aktør, fortæller direktør for Nordjyllands Trafikselskab, Jens Otto Størup.
- Der er nogen hos os, der har måttet sluge nogle kameler i forhold til at lave den her form for samarbejde, for det er bestemt ikke den måde, vi har tænkt på altid. Vi har tænkt 'os og dem' og 'enten eller'. Nu tænker vi 'både og'. Det har de taget imod med kyshånd hos de private, siger Jens Otto Størup.
Konkret betyder samarbejdet, at man har udpeget 13 særlige samkørsels-stoppesteder, hvor man som buspassager kan blive samlet op af privatbilister, der gennem Gomore tilbyder lift.
Derudover skal det være muligt at søge sig frem til både busforbindelser og Gomore-lift i Nordjyllands Trafikselskabs digitale rejseplan, når man skal fra A til B.
Forventer flere kunder
Direktør Jens Otto Størup frygter ikke, at trafikselskabet kommer til at miste kunder, når passagererne får øjnene op for lift med privatbilister, der i mange tilfælde kan tilbyde billig transport.
Tværtimod forventer han, at der vil blive flere rejsende med den kollektive trafik. Også selvom der langt fra vil være et Gomore-lift hver gang, man skal til eller fra bussen.
- Det, at man kan få et lift ind til en station eller en busterminal gør, at den kollektive trafik faktisk bliver mere tilgængelig, hvis man bor ude på landet, siger Jens Otto Størup.
- I fællesskab med taxaerne, Gomore og andre kan vi fortrænge privatbilen (uden medrejsende red.) bare en gang imellem, og det betyder, at vi får en større kage at dele alle sammen, fortsætter han.
Bedre mobilitet
På Aalborg Universitet ser trafikforsker Harry Larhmann gode effekter ved et samarbejde, der bygger ovenpå de eksisterende løsninger inden for den kollektive trafik.
- Sammen med flex-busser vil det bidrage til øget mobilitet i yderområderne og dermed gøre det mere attraktivt at bo der. Også selvom man ikke har bil eller kan køre, siger han.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.