

Ifølge flere medier vil justitsminister Karen Hækkerup (S) nedsætte et bredt sammensat udvalg, der skal kortlægge de konkrete problemer, der er med rockerborge i lokalsamfundene og som også kan komme med forslag til, hvordan indsatsen mod rockerborge kan styrkes. Det bliver blandt andet repræsentanter fra Miljøministeriet, Justitsministeriet, Rigsadvokaten, politiet og kommunerne, der skal sidde i udvalget.
Nedsættelsen af udvalget sker, dagen efter at Københavns Kommune opgav at fjerne en omstridt rockerborg i Vanløse. Kommunen havde forsøgt at få rockerne smidt ud, men det blev underkendt af Natur- og Miljøklagenævnet.
- Kommunerne har længe peget på, at der er et problem, når rockerborge etableres. Det er derfor glædeligt, at justitsministeren nu nedsætter et udvalg, der skal komme problemerne til livs. Rockerborge i villakvarterer er til gene og fare for naboerne og det øvrige omkringliggende samfund. Naboerne bliver bogstavligt talt stavnsbundet, da deres ejendomme ikke kan sælges. En rockerborg giver et koncentrat af kriminalitet og utryghed, som ingen ønsker i deres nabolag - og som vi ikke kan lade stå til, siger Thomas Kastrup-Larsen (S), formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg.
- Kommunerne har eftersøgt alle tænkelige redskaber for at komme rockerborge - og også rockere - til livs. KL ser derfor frem til arbejdet i udvalget, og jeg håber, at det kan medføre nogle bedre redskaber til at hindre rockere i at etablere sig.
Thomas Kastrup-Larsen pointerer, at det er vigtigt, at man i arbejdet ikke kun ser på rockerborge, men også på alle andre forhold om rockerne og deres måde at organisere sig på - herunder retten til at etablere sig som klub - så man kan sætte ind på alle niveauer.
- Det er godt, at justitsministeren tager opgaven på sig. Rockere er et samfundsproblem og et problem, som vi skal løse i fællesskab, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.