
SYDDANMARK: Rengøringen halter igen gevaldigt på Odense Universitetshospital (OUH) med afdelinger flere steder på Fyn. I en ny rapport dumper en ekstern kontrolenhed rengøringen flere steder på sygehuset efter den halvårlige kontrol, der blev iværksat i 2013, skriver Fyens Stiftstidende
I 2013 dokumenterede en stikprøvekontrol store problemer med rengøringen på OUH, og det fik Region Syddanmark til at sætte ind med eksterne kontroller hvert halve år. Den har altså nu afsløret, at niveauet nogle steder tilbage under niveauet i 2013.
Det er især den strengeste standard for rengøring på de stuer, hvor de allermest sårbare patienter behandles, der halter. Det er detaljer, der ikke umiddelbart lyder af meget, men for svækkede og udsatte patienter kan give livsfarlige infektioner.
Det er eksempelvis blodstænk på netlofter over operationslejer, slidt inventar med afskalninger, hvor skidtet kan gemme sig, samt mangelfuld rengøring af anæstesiudstyr, sengestel, børnemøbler og røntgenapparatur.
'Superærgerligt og meget kritisabelt'
OUH-direktør Judith Mølgaard, der har ansvaret for rengøringen, erkender, at det slet ikke er godt nok.
- Vi har haft stort fokus på det her siden 2013 og haft nogle gode kontroller, men vi må konstatere med den her kontrol, at vi ikke har gjort det godt nok. Det er superærgerligt og meget kritisabelt, siger hun.
Inden for den laveste rengøringsstandard blev 27 lokaler på OUH afvist af kontrollen - seks flere end de 21 afviste lokaler, der var sat som godkendelsestal.
Endnu værre stod det altså til med målinger af de 10 mest kritiske punker inden for den højeste rengøringsstandard på områder med særlig hygiejnisk betydning, hvor godkendelsestallet var det samme. Her fik OUH afvist 46 lokaler, og der blev altså afvist over dobbelt så mange lokaler som tilladt.
Det beskrives i rapporten som et væsentligt fald i forhold til målingen for første halvår i 2015. Godkendelsesprocenten er inden for den laveste standard faldet med 2,5 procentpoint, mens den inden for den højeste standard er faldet med 8,25 procentpoint.
Ifølge Judith Mølgaard tager man situationen meget alvorligt og har straks fået rettet op på de værste fund og gennemført en ny kontrol. Desuden gennemføres der en ny kontrol af hele sygehuset allerede i januar.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.