
Stormvejret i oktober har ikke ændret på problemerne med iltsvind i de danske fjorde, som stadig er højt, viser en ny rapport ifølge Miljøministeriet.
- Problemerne med vores havmiljø går ikke væk, fordi der har været stormvejr, siger miljøminister Magnus Heunicke (S).
Rapporten viser, at vejret i oktober har mindsket iltsvindet, men at det fortsat er højt. Og der er både observeret udslip af giftige svovlbrinte og døende fisk og bunddyr.
I slutningen af september viste en rapport fra Aarhus Universitet, at iltsvindet i de indre danske farvande var det værste i 20 år.
Langt sejt træk
- Udledningen af kvælstof til vores havmiljø er alt for højt, og det kvæler livet i vore fjorde og nære kystområder, siger Magnus Heunicke.
Ifølge ham skal der et langt sejt træk til for at forbedre havmiljøet.
Et bredt politisk flertal blev i 2021 enige om en landbrugsaftale, som skal reducere landbrugets udledning af kvælstof.
Aftalen indeholder en miljøgaranti. Den betyder, at hvis de kollektive virkemidler, som for eksempel skal tage landbrugsjord ud af drift og etablere nye vådområder, ikke giver tilstrækkeligt med resultat, så er der en politisk aftale om at skrue op for reguleringen.
En vandområdeplan fra i sommer skal implementere en række af de aftalte kvælstofindsatser. Det skal nedbringe udledningen af kvælstof med 10.400 ton om året.
Iltsvind går nemlig ud over bundlevende dyr, fisk og planter. I de hårdest ramte områder søger de dyr, som kan, væk, mens de fastsiddende dør.
Det opstår, når kvælstof og fosfor ender i havet på grund af regn. Stofferne giver næring til alger, som på et tidspunkt dør og falder til bunds.
Her nedbrydes de, og i den proces tømmes vandet gradvist for ilt, fordi det bruges i processen - med store konsekvenser for dyr og planter.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.