AARHUS: Socialt udsatte i Aarhus, der har svært ved at finde et fast sted at bo, kan se frem til et nyt tilbud. Nu har byrådet nemlig givet grønt lys til de første anlægsbevillinger til etableringen af i alt otte nye såkaldte skæve boliger, oplyser afdelingen for sociale forhold og beskæftigelse.
De skæve boliger skal tilbydes borgere, som ofte har svært ved at finde en varig bopæl, og som derfor skifter mellem at bo på forsorgshjem, i botilbud og perioder med hjemløshed, et problem som ifølge Social- og Beskæftigelsesrådmand, Kristian Würtz (S) skal løses med nye og anderledes tilbud:
- Der findes i dag en gruppe af udsatte borgere, som af forskellige grunde falder ned mellem de tilbud, vi normalt giver. For dem er boligsituationen aldrig stabil, og med det udgangspunkt er det utrolig svært at komme ud af andre problemer som fx ledighed, sygdom, afhængighed eller social isolation - problemer der næsten altid står i vejen for et bedre liv. Derfor har vi brug for andre tilbud, som er målrettet den målgruppe, og jeg ser meget frem til, at vi nu får flere af den slags muligheder.
Tro på hverdag
De otte nye skæve boliger bliver ikke de første af deres slags. Aarhus Kommune har de seneste år etableret en række skæve boliger rundt i kommunen. Samtidig har byrådet både i budget 2016-19 og i 2018-21 afsat midler til skæve boliger, og det skyldes ifølge rådmanden, at idéen simpelthen har vist sig god:
- De skæve boliger har en række fordele, både økonomisk og i særdeleshed målt på livskvaliteten for beboerne. I stedet for at flytte ind og ud at andre tilbud, kan en holdbar løsning begrænse omkostningerne og udfordringerne som en uhensigtsmæssig boligplacering i en almen boligforening kan have, både for den enkelte udsatte og for resten af det boligsociale system, siger rådmanden.
De otte skæve boliger skal kunne rumme borgere med meget komplekse problemstillinger og særlige behov, som har brug for støtte og hjælp i det daglige. På den måde bliver det muligt for beboerne at vænne sig til en mere selvstændig tilværelse med større ansvar for egen livssituation og i sidste ende finde troen på en stabil hverdag i eget hjem.
Boliger skal efter planen opføres ved Forsorgshjemmet Østervang i Tranbjerg. Hver bolig bliver udformet som enkle og lyse to-rumsboliger på 42 kvadratmeter med eget køkken og bad samt selvstændigt soveværelse. Projektet, som går under navnet 'Bækken', vil have samlede anlægsudgifter på 6,4 mio. kr., hvoraf staten har givet tilsagn om tilskud på 3,2 mio. kr. Den kommunale nettoudgift vil beløbe sig til 0,8 mio. kr.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.