dknyt
dkhavenergi
dkvindkraft
dksocial
dksundhed
dkindkob
DK Debat
DK Stillinger
Overvågning af spildevand øges efter positive resultater
Forsøg med at overvåge spildevandet har vist så gode takter, at det nu udbredes til 200 anlæg.
Foto: Asger Ladefoged, Ritzau Scanpix

Overvågning af spildevand øges efter positive resultater

200 anlæg skal nu teste for coronavirus efter rapport fra SSI.

Spildevandsovervågning er et brugbart redskab til at overvåge coronavirus. Det konkluderer Statens Serum Institut (SSI) i en ny rapport.

Overvågningen udbredes nu til at omfatte 200 anlæg inden for den kommende måned. Dermed vil størstedelen af de danske husstande være dækket, lyder det.

I rapporten er 600 prøver fra 16 anlæg og fire pumpestationer i jul blevet analyseret. Her blev der set på en sammenhæng mellem coronavirus i spildevandet og smittede personer i området.

Eksempelvis blev der i Skagen opdaget "en stigning af virusindholdet i spildevandet forud for en stigning i incidensen i befolkningen".

Metoden skal udvikles yderligere

I andre områder af landet blev der dog også opdaget en stigning i spildevandet, uden at et reelt udbrud af coronavirus senere viste sig at være i gang.

Man kunne derfor ikke overordnet set "regne baglæns" og "beregne ud fra spildevandsprøverne, hvor mange borgere der ville blive testet positive".

Også forskellige varianter af coronavirus kunne ses i spildevandet gennem sekventering.

Metoden skal dog fortsat udvikles, forbedres og evalueres, lyder det fra SSI.

Brug for flere indikatorer

Tirsdag forklarede Tyra Grove Krause, faglig direktør i SSI, at pandemiovervågningen er blevet besværliggjort af, at færre lader sig teste om dagen.

- Vi går ind i en periode, hvor vi igen skal følge flere forskellige indikatorer, da vi ikke kun kan følge pandemien på baggrund af de daglige smittetal.

- Og når vi kigger på antallet af nye daglige smittetilfælde, bliver vi nødt til at holde øje med positivprocenten, som viser andelen af testede, der bliver smittet, sagde hun.

Om overvågning af spildevandet er en af de andre indikatorer, vides dog ikke.

Spildevandsovervågning i Danmark startede i marts, hvor der blev overvåget i fire uger på Bornholm som et forsøg.

Siden kom det nationale forsøg på 20 anlæg, som SSI nu har konkluderet ud fra.

Ritzau