ODSHERRED: Kommunen er ikke selv myndighed på fødevareområdet, og Fødevarestyrelsen er ikke forpligtet til at undersøge eventuelt forurenede grøntsager, men gør det nu alligevel, efter der også ved en gammel brandøvelsesplads i Odsherred er konstateret forurening med PFOS.
Stoffet, der er mistænkt for at være blandt andet kræftfremkaldende, er observeret i koncentrationer over det generelle kvalitetskriterium på 0,65 ng/l i Sidinge nordkanal nær Vig Renseanlæg, oplyser kommunen, der nu går i dialog med Odsherred Forsyning om at få afklaret, om der ligesom andre steder i landet er tale om PFOS, der spredes via spildevandet.
Vandet fra kanalen bruges af fire store grøntsagsavlere til vanding ved Sidinge Fjord, og kommunen har ønsket at få tjekket, om der er risiko for, at PFOS så også kan spores videre til grøntsagerne - og om det er i mængder, der udgør en risiko.
Fødevarestyrelsen kunne dog ikke foretage vurderingen, da de ikke kender koncentrationen af stofferne i afgrøderne. Styrelsen understregede også, at det er avlernes ansvar, at de fødevarer de producerer, ikke er forurenede.
Første gang med grøntsags-tjek
Kommunen har derefter orienteret de fire avlere om forureningen, og styrelsen har opfordret landmændene til at tale med deres landbrugskonsulent, ligesom styrelsen – selvom de ikke er forpligtet til det - samtidig har tilbudt at undersøge et antal af landmændenes grøntsager for indhold af PFOS.
Miljøkemiker i Fødevarestyrelsen Lulu Krüger oplyser til DK Nyt, at det er første gang styrelsen tilbyder den slags PFOS-tjek ved landmænd. Styrelsen har primært haft sager med PFOS-forurenede områder, der drejer sig om græssende køer og fangst af fisk.
Ifølge hende er der i dag ingen officiel grænseværdi for acceptabelt PFOS-indhold i grøntsager. Der forhandles pt. EU-grænseværdier på området, men der mangler data, og der skal udvikles på analysemetoderne.
Fødevarestyrelsen forventer at anvende den nuværende metodes kvantifikationsgrænse på 0,6 mikrogram/kg for grøntsager som aktionsgrænse. Dog arbejdes der på at udvikle på en anden metode, der kan gå længere ned. Hvis der påvises indhold over aktionsgrænsen, vil der blive foretaget en risikovurdering.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.