AARHUS: Pensionskassen PKA vil investere 350 mio. kr. i at bygge 188 blandede boliger i Gellerup i Aarhus. Området er på ghettolisten, og PKA's initiativ ligger i forlængelse af at Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening er i gang med at udvikle Gellerup til en mere socialt sammenhængende bydel.
Der er allerede investeret i ny infrastruktur, modernisering af boliger og en ny bypark, og over de næste år opføres der flere blandede boligtyper, nye offentlige institutioner, kulturtilbud samt skabes arbejdspladser. Samtidig forventes bydelens indbyggertal at stige over de næste ti år fra 6.000 til op imod 14.000.
- Vi ser store muligheder i visionerne for Gellerup, der allerede er i gang med at blive en dynamisk bydel. Det er en robust investering, der både giver vores medlemmer et godt afkast, og vi er med at til understøtte udviklingen af området til en levende bydel med en større mangfoldighed af beboere og boligtyper af god kvalitet. Området har en attraktiv beliggenhed tæt på Aarhus centrum, og vi tror på, at flere investorer også får øjnene op for perspektiverne for Gellerup, siger investeringsdirektør Michael Nellemann Pedersen fra PKA.
Entreprenørfirmaet JCN Bolig har sammen med PKA udviklet det samlede projekt, hvor JCN Bolig skal modernisere en boligblok med 115 boliger for ca. 105 mio. kr. Den nederste etage ombygges sammen med parterre-etagen til moderne byhuse, mens de resterende etager totalrenoveres til lyse lejligheder med nye vinduer og karnapper i gavlen af boligblokken.
- Det er glædeligt, at en af landets største pensionskasser køber ind på den stærke vision om at gøre Gellerup til en attraktiv bydel. Investeringen er også med til at udvikle bydelen med forskellige kvarterer med hver deres særegenhed, siger adm. direktør Keld Laursen fra Brabrand Boligforening.
Befolkningstallet i Aarhus forventes at stige fra 340.000 i dag til 450.000 i 2050, og borgmester Jacob Bundsgaard (S) kalder udviklingen i Gellerup en vigtig prioritering. Derfor 'betyder det meget for os som by, at en stor privat investor ser potentialet i bydelsudviklingen i Gellerup', siger han i en kommentar.
mk
Fakta
De 188 lejeboliger er fordelt på
- 28 rækkehuse i 2 etager
- 72 boliger i tre punkthuse i et plan
- 88 boliger i opgangsbyggerier i 4-6 etager
Byggeriet forventes færdig i slutningen af 2020.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.