dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
Foto: Jens Dresling, Polfoto.

Planloven kommer i fokus hos Corydon

De økonomiske rammer for kommunerne for 2016 er på dagsordenen, når de indledende forhandlinger mellem finansminister Bjarne Corydon (S) og KL begynder mandag
4. MAJ 2015 6.44

For en uge siden løftede statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) lidt af sløret for regeringens kommende vækstinitiativer. I den forbindelse sagde hun, at 'vi skal også til at kigge på vores planlov, så man også kan få vækst i yderområderne'.

Statsministerens udmelding passer fint med, at KL mandag møder op hos finansminister Bjarne Corydon (S) til de indledende forhandlingerne mellem parterne om de økonomiske rammer for kommunerne i 2016. Med til forhandlingerne har KL ifølge sin formand, Kalundborg-borgmester Martin Damm (V), et katalog med 32 forslag til konkrete ændringer i planloven.

Blandt disse er et ønske om hurtigere processer ved lokalplaner, at kommunerne lettere skal have lov at rive faldefærdige bygninger ned, og at reglerne for kystnærhedszonerne skal lempes.

- Planloven skal ændres på flere punkter, fordi kommunerne har brug for mere frihed og ansvar. Vi vil have flyttet de beslutninger, som har betydning for lokalsamfundet, ned på det lokale beslutningsniveau. Mange beslutninger om, hvad der skal ske i en jysk by, tages af statslige embedsmænd i København. Det er ikke optimalt, siger Martin Damm.

V presser på for lempelser
Venstres Thomas Danielsen, der er partiets landdistrikter- og ø-ordfører, er glad for, at Thorning har åbnet for at ændre planloven.

- Vi har ikke set, hvad statsministeren vil lempe ved planloven, men det er et positivt tegn, at regeringen vil imødekomme Venstre på dette område, og jeg håber så, at regeringen er ambitiøs, siger han.

Thomas Danielsen mener også, at der er rigeligt at tage fat på.

- Vores planlov, som vi kender den, betyder, at man skal trække væksten fra landdistrikterne ind til de større byer. Så den hæmmer den vækst, som mange kommuner ellers har et stort potentiale for at udnytte, siger han.

S: Vi slipper ikke alle tøjler
Randers-borgmester Claus Omann Jensen (V) efterlyser en total frihed til at forvalte, hvad der skal ske i ens kommune.

- Planloven skal virkelig liberaliseres. Vi kan passe på os selv, det er trods alt os, der bor her. Vi har en vis form for forståelse for det samfund, vi skal give videre til næste generation, siger han.

Socialdemokraternes kommunalordfører, Simon Kollerup, vil ikke sige så meget inden forhandlingerne.

- Vi lytter til kommunerne, men vi skal sikre, at der er en balance mellem by og land og på det konkrete sted mellem industri og bebyggelse. Vi har åbnet for, at der kan laves ændringer, men jeg tør godt love, at vi ikke slipper alle tøjler på planloven, siger han.

Ritzau

Fakta
KL har sammensat et katalog med 32 konkrete forslag til, hvordan planloven kan ændres. Her er tre af de forlag, som KL har med til forhandlingsbordet.

  • Reglerne om, at der skal være 40.000 indbyggere i en by, før der må bygges et storcenter eller et varehus, skal revideres og justeres.
  • Kommunerne vil have bedre muligheder for byudvikling og byomdannelse i de byer, som ligger i nærheden af kysten. I dag er de omfattet af stramme begrænsninger.
  • KL ønsker, at det bliver muligt at planlægge for midlertidig anvendelse af et område. Det er der i dag ikke hjemmel for i planloven.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/planloven-kommer-i-fokus-hos-corydon

GDPR