
VESTHIMMERLAND: Efter utilfredshed med strenge krav til vandkontrol af sin private drikkevandsboring har landmand Henrik Mortensen fra Løgstør nu stævnet Vesterhimmerlands Kommune. Formand for kommunens Teknik- og Miljøudvalg, Allan Ritter (K) ser frem til at få afprøvet sagen i retten, og håber endda, at de taber sagen. Det skriver TV2 Nord.
Henrik Mortensen klager over, at drikkevandsboringen på hans grund regelmæssigt skal kontrolleres, da den leverer drikkevand til tre udlejningsboliger, han ejer. Et krav, der kan ende med at koste ham 50.000 kroner for vandprøverne, der skal foretages mindst hvert femte år ifølge Drikkevandsbekendtgørelsen.
Kravet til vandkontrol stammer oprindeligt fra EU's vandrammedirektiv, der trådte i kraft i 2000, og forsøger at beskytte og forbedre vandmiljøet.
Lignende sager forsøgt i klagenævn
Landmanden fra Løgstør er ikke den eneste, der er utilfreds med lovgivningen. Ti brøndejere, der tidligere har stået i præcis samme situation, har valgt at klage over vandkontrollen af deres drikkevandsboringer til Miljø- og Fødevareklagenævnet, viser DK Nyts søgning i nævnets afgørelser.
Alle ti udlejer, ligesom Henrik Mortensen, enten det hele eller dele af deres bolig, og har fået at vide af deres kommune, at de derfor er underlagt kontrol.
I alle sager, uanset om det har været i Egedal, Esbjerg, Holbæk eller Vesthimmerland, har brøndejerne fået samme besked: Loven om vandplanlægning siger, at der regelmæssigt skal føres kontrol, da boligudlejning indgår som kommerciel aktivitet, og afgørelsen om kontrol er blevet stadfæstet i klagenævnet.
Begrebet "kommerciel aktivitet" er ikke nærmere defineret, hverken i den europæiske eller danske lovgivning, "men efter Miljø- og Fødevareklagenævnets opfattelse vil begrebet skulle forstås i lyset af formålet med kontrollen af drikkevand, som er at sikre menneskers sundhed", skriver nævnet i en afgørelse.
Håber på at få ændret lovgivningen
For alle udlejerne, der skal betale for vandprøverne, er det ikke sikkert, at det længere kan betale sig at udleje boligerne. Borgmester i Vesthimmerland Per Bech Laursen (V) stiller sig undrende:
- Jeg er selvfølgelig meget optaget af, at vi overholder lovgivningen, men efter at have set papirerne på den her sag, så kan jeg godt se, at der kan stilles spørgsmålstegn til, om det her var meningen med lovgivningen, har Per Bach Laursen tidligere sagt til TV2 Nord.
Også Allan Ritter (K), siger, at det kan komme til at betyde, at flere huse vil stå tomme i landområderne. Til TV2 Nord siger han, at kommunen forsøger at få en dialog med Folketinget, og at de vil "afvente udfaldet af retssagen, før vi begynder at politianmelde vores borgere".
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.