
AARHUS: 82 poppeltræer, som pryder midterrabatten på en del af ringgaden omkring Aarhus, skal nu fældes og erstattes af nye træer. Årsagen er, at de 40 år gamle træer smider store grene og er i fare for at vælte.
- Træerne har nået en alder og en tilstand, hvor de kan være farlige for trafikanterne, fortæller Kim Gulvad Svendsen, bylivschef i Teknik og Miljø.
Poplerne er blevet vurderet af Simon Skov, som er ekspert i risikotræer og seniorrådgiver på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.
Han er jævnligt ude hos kommuner for at lave risikotilsyn af træers sundhedstilstand - om de trygt kan blive stående, eller om de bør beskæres eller fjernes helt. Og selv om det er usædvanligt, at så mange træer skal fjernes på samme tid, som det nu sker i Aarhus, støder han ofte på poppeltræer, som han er nødt til at dødsdømme.
- Jeg har ikke noget imod popler, de kan vokse hvor som helst, og de bliver store og flotte i en fart. Det falder mange arkitekter for. Popler bliver bare også gamle i en fart, og det er man måske knap så bevidste om, siger han til DK Nyt.
- Det er fint at plante popler, men man skal huske at skille sig af med dem igen, tilføjer han.
Bland træsorterne
Ifølge Simon Skov er popler fx fine at bruge, hvis man planter dem skiftevis med egetræer, som vokser langsomt.
- Så kan man efter 30 år fælde poplerne, og så har man en fin egeallé med små egetræer, siger han.
Han har ikke nogen favoritart, når det gælder træer til at stå langs gader og veje. Han foreslår i stedet kommunerne at blande forskellige træarter, fordi det giver en mere sygdoms- og klimarobust beplantning.
For 20 år siden kostede elmesygen mange elmetræer livet, lige nu er asketoptørre og kastanjekræft ifølge Simon Skov hårde ved henholdsvis ask- og kastanjetræer.
- Det bedste vejtræ er forskellige træer. Hvis man så også vælger hjemmehørende arter som røn, lind, eg og birk, får man en gevinst på biodiversiteten oveni, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.