dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Prisen kan forhindre kommuner i at rive forfaldne huse ned

Prisen kan forhindre kommuner i at rive forfaldne huse ned

Trods flere års indsats for at fjerne faldefærdige huse fra landsbyerne står der stadig mange ejendomme tilbage, der både er sundhedsskadelige og skæmmer lokalområderne
18. NOV 2015 11.20

For høje priser på de nellers nedrivningsklare ejendomme forsinker processen med at forskønne landdistrikterne.

- Kommunerne har svært ved at få fat på husene og få gang i nedrivningsprocessen, da der ofte er høj gæld i mange af de forfaldne ejendomme. Det er et særligt stort problem i Lolland Kommune. Hvis det er en tendens, der bliver ved, vil vi opleve, at flere ejendomme henligger som forfaldne, på trods af at vi gerne vil have fat i dem. De er ofte nedslidte og i en forfatning, hvor de ikke er egnet til bolig, fortæller Rie Christiansen, teamleder for byggeri og ejendomme i kommunen, til DR Sjælland.

Lolland kommune har fået tildelt 12,3 mio. kr. ekstra til at rive faldefærdige huse ned, men det er svært at finde egnede boliger. I over halvdelen af tilfældene har kommunen ikke råd til at betale den pris, som kreditorerne vil have for huset. Der kan være tinglyst gæld for flere 100.000 kr. i en ejendom, og det overstiger langt kommunens maksimale pris for nedrivning på omkring 20.000 kr.

Andre gange kommer de nedrivningsegnede huse aldrig på tvangsaktion, så kommunen kan købe ejendommene for at rive dem ned.

Bedre at starte på en frisk andetsteds
Det er en voksende tendens i alle yderområder, at huse ikke kommer på tvangsaktion. Det siger sekretariatschef i Boligøkonomisk Videnscenter, Curt Liliegreen:

- Lolland er nok det værst ramte område, men mange steder i det sydlige Jylland, i Nordjylland og i mange steder i Syd- og Vestsjællands landsdel er der problemer af denne karakter.

Ofte begæres et hus ikke på tvangsaktion, fordi man vurderer, at man ikke kan få dækket omkostningerne ved selve tvangsaktionen. Ellers håber man på, at familierne vil komme på fode på et senere tidspunkt og betale gælden af, siger Curt Liliegreen.

Det er problematisk, hvis familierne bliver boende i dårligt vedligeholdte ejendomme, siger han:

- Det jager køber væk, det presser priserne på de andre ejendomme i området ned, og det forhindrer, at der kommer et opsving i området. Det er også med til at fastholde familier i en ejendom - familier, som måske vil have bedre af at starte på en frisk et andet sted.

BRF er proaktive
Ifølge et af de største realkreditinstitutter, BRFkredit, handler det om at finde et kompromis med kommunen om en pris på ejendommen, hvor kreditforeningen kan minimere mest muligt af deres tab, siger boligøkonom Mikkel Høegh:

- Vi har pant i ejendommen. Problemet er at nedrivningspuljerne ofte ikke er særlig store, så vi skal finde en løsning, som er god for begge parter, siger han til DR Sjælland og understeger, at BRFkredit er proaktive i forhold til at finde ejendomme i kommunerne, der kan betale sig at rive ned.

Socialdemokraterne vil ved vækstforhandlingerne senere på året foreslå at forhøje den såkaldte nedrivningspulje, så den bliver på i alt 100 mio. kr. pr. år i de kommende fire år.

Det vil - ifølge socialdemokraten Kaare Dybvad, som er valgt i den sjællandske storkreds - koste i alt 176 mio. kr. Den idé har Venstres landdistriktsordfører Thomas Danielsen ikke meget fidus til:

- Det er ren symbolpolitik, der ikke afhjælper problemerne i landdistrikterne. Det er de mere grundlæggende problemer, vi skal tage hånd om. Og det er altså at fjerne alle de barrierer, vi politisk har sat op, siger Thomas Danielsen og henviser til de lempelser af Planloven, som Venstre har foreslået.

ka

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.