
VESTHIMMERLAND: Et enigt teknisk udvalg i Vesthimmerland har sagt et højlydt ja tak til investor Jimmy Madsens planer om et projekt, der skal forny hans hjemby Aggersund - og skaffe byen af med den omstridte brugtvognsforhandler Kenneth Haastrup, skriver Nordjyske.
Initiativtageren er i gang med at gøre det, kommunen ikke har magtet: Han har lavet en aftale om at købe en stor værkstedsgrund midt i byen, og dermed komme mange års rod og konflikter til livs.
Jimmy Madsens projekt indeholder en dagligvarebutik, en udvalgsvarebutik, et bytorv, parkeringspladser, et infocenter for turister, et nyt busstoppested, et tankanlæg og el-ladepladser samt nye boliger. En anden skrothandler skal overtage de gamle bilvrag, mens Jimmy Madsen overtager bygningerne. Ifølge formanden for teknisk udvalg Allan Ritter (K) er kommunen nu klar til at sætte arbejdet med både fordebat og lokalplan i værk.
Op til den nye udvikling er gået adskillige år med åben konflikt mellem skrothandlerfamilien på den ene side og naboer, borgerforening og myndigheder på den anden. Her lidt opsamling fra de seneste år:
I 2017 købte borgerforeningen i Aggersund en nedlagt købmandsbutik, så den grund ikke også risikerede at blive brugt til mere bilskrot.
I 2018 gjorde borgmester Per Bach Laursen (V) på et borgermøde om rodet i byen rede for, hvordan kommunen manglede redskaber til at håndtere konflikten:
- Kommunen skulle flere dage i forvejen advisere skrothandleren om kontrolbesøg, der ikke kunne foregå uanmeldt.
- Kommunens folk ville ikke tage på kontrolbesøg uden politibeskyttelse. Flere kommunale medarbejdere var blevet bidt af skrothandlerens hund ved et tilsyn. Det kneb for politiet at leve op til beskyttelsen, men den blev siden garanteret fra politidirektøren.
- Ved igen og igen at skifte cvr-nummer tvang brugtvognsforhandleren embedsmændene til at starte sagsbehandlingen i håndhævelsessager forfra.
Samme år involverede borgmesteren tre ministre i at få løsninger på bordet: erhvervsministeren, miljø- og fødevareministeren og transport-, bygnings- og boligministeren. Der var da afsagt flere domme - over to årtier - over for Kenneth Haastrup, uden at det førte til mere ordnede forhold.
I 2020 vurderede kommunen ved et miljøtilsyn på ejendomme, at oplaget af ikke-miljøbehandlede skrotbiler (ca. 30 stk.), affaldstræ (godt 100 kubikmeter) og metalskrot (ca. 20 kubikmeter) på ejendommen kunne betegnes som affald.
I 2021 ryddede kommunen en af de fire skrot-grunde under politibeskyttelse. Der blev fjernet 32 skrotbiler samt store mængder træ og affald. Det skete, efter at kommunen forgæves havde forsøgt at købe alle Haastrups ejendomme for på den måde at rydde op. Ifølge Per Bach Laursen var der tale om en såkaldt ”selvhjælpshandling” på matriklen.
I 2022 fik kommunen medhold i byretten i Aalborg. Haastrup og hans kone fik hver en bøde på 30.000 kr. for at have overtrådt både Planloven og Byggeloven. Derudover skulle de betale månedlige tvangsbøder på henholdsvis 8.000 og 10.000 kr., indtil forholdene på ejendommene var blevet gjort lovlige. Dommen blev anket til landsretten.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.