
ASSENS: Et klimaprojekt i landsbyen Tommerup skal udover at genåbne et rørlagt vandløb skabe regnvandsbassiner og såkaldte skybrudsveje i landskabet.
'Tommerup - Den blå landsby' er blandt de fire projekter, der er udvalgt til at deltage i kampagnen Regn & Byer, hvor fokus er på, hvordan kommuner og vandselskaber kan samarbejde om klimatilpasning med merværdi, oplyser Assens Kommune.
- Klimatilpasningen vil omfatte skybrudsveje ved hjælp af jordvolde og grøfter, regnvandsbassiner samt genåbning af rørlagte vandløb. Kombinationen af løsningen skal sikre, at Tommerup i fremtiden er bedre rustet til at håndtere kraftigere nedbør, forklarer projekt- og driftschef i Assens Spildevand A/S Michael Dissing Nielsen.
Projekt tager afsæt i genåbning af et rørlagt vandløb. I Tommerup har det nuværende kloaksystem ikke længere kapacitet til at håndtere de stigende vandmængder. Samtidig er der problemer med et rørlagt vandløb gennem byen, som landsbyen oprindeligt er vokset op omkring.
Projektet går også ud på at styrke naturkvaliteten i området, og kombinere det med ønsket om at skabe flere rekreative områder.
Regn & Byer er et partnerskab bestående af Realdania, Miljøstyrelsen, DANVA, Forsikring & Pension samt KTC – foreningen af tekniske chefer i kommunerne.
Herudover indgår KL, Energistyrelsen, Erhvervsstyrelsen, Forsyningssekretariatet samt Danske Regioner i en såkaldt perspektiveringsgruppe, der bidrager med kvalificering af kampagnen, og som vil diskutere resultaterne fra de udviklede redskaber og de fire forsøgsprojekter.
Regn & Byer vil samarbejde om vidensudveksling og formidling med en række vidensinstitutioner samt netværks- og brancheorganisationer.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.