
AALBORG: Med det formål at undgå tomme boliger i landområder har det siden 2013 været tilladt for kommuner at ophæve bopælspligten i helårsboliger og omdanne dem til såkaldte flexboliger, hvor ejerne kan nøjes med at bruge dem som feriebolig.
"I landområderne opleves et fald i befolkningstallet, hvilket bl.a. har den direkte effekt, at flere huse står tomme og nogle steder forfalder. Fleksboligordningen har til formål at øge væksten i landdistrikterne, modvirke affolkning og forfald af boliger og samtidig fremme omsætteligheden af boliger i landdistrikterne," lyder Erhvervsstyrelsens forklaring om ordningen.
Men også storbykommunen Aalborg har 60 gange siden 2015 givet tilladelse til en flexbolig, heraf halvdelen til ejendomme og lejligheder midt i Aalborg, skriver B.T. En af tilladelserne er givet til Københavns tidligere overborgmester Frank Jensen (S), fordi familien ifølge hustruens ansøgning fra 2017 ofte er i Aalborg og "har brug for et sted at være, når vi besøger og har besøg af venner og familie".
Det undrer de to rådmænd Per Clausen (EL) og Jan Nymark Thaysen (V). Per Clausen har nu bedt rådmanden for by- og landskab, Hans Henrik Henriksen (S), og forvaltningen om at få at vide, hvilke retningslinjer der bruges for at tildele flexboliger. Han ønsker at få lovgivningen administreret så restriktivt som muligt, siger han til B.T. Jan Nymark Thaysen mener, at Christiansborg-politikerne bør give loven et serviceeftersyn, siger han til B.T.
Rådmand Hans Henrik Henriksen siger til avisen, at han ikke kender Frank Jensen-eksemplet, men at dispensationer ofte gives til eksempelvis pendlere, og at der skal være gode og saglige begrundelser. Ifølge rådmanden kan en igangværende revision af kommuneplanen betyde, at tilladelserne fremover skal reguleres på en anden måde.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.