AALBORG: Industrikomplekset De Danske Spritfabrikker i Aalborg er tømt for sine oprindelige funktioner, produktionen er flyttet, og anlægget er blevet fredet. En bevilling på 80 mio. kr. fra foreningen Realdania skal være med til at igangsætte en omfattende transformation af de gamle industribygninger, så de får nyt liv med nye bæredygtige funktioner, oplyser Realdania.
Der er en omfattende forvandling af 'Spritten' på vej. Med bevillingen fra Realdania, kan udviklingen af industrimiljøet nu for alvor sættes i gang. Den tidligere værkstedsbygning og kedelhal skal transformeres til et internationalt artcenter, hvor det spektakulære kunstværk Cloud City af den argentinske kunstner Tomás Saranceno allerede er planlagt.
Artcenteret er en del af en større plan, som skal udvikle det samlede kulturmiljø og gøre området til en attraktiv ny bydel i Aalborg. Det samlede fabriksanlæg er udpeget som et af de 25 vigtigste industriminder i Danmark og er det største sammenhængende fredede industrianlæg i landet.
Kulturmiljøet indeholder store kvaliteter og skal nu transformeres til et kvarter, som skal danne ramme om nyt byliv præget af kulturarv, kunst, kultur, arkitektur og gastronomi.
Artcenteret bliver på i alt 3.800 m2, heraf 2.800 m2 til udstillinger og 1.000 m2 til publikumsfaciliteter, cafe, artist's residency, kunstmagasin, kontorer samt personalerum.
Spritten fortæller historien om over 130 års spritproduktion i Aalborg.
Havnefronten ud for spritfabrikken udgør den sidste etape af havnefronten mod vest og danner overgang til de mere grønne arealer i Vestbyen, og projektet er derfor vigtigt i byomdannelsen. Den nye havnefront skal samtidig fungere som klimasikring i forhold til fremtidig forhøjet vandstand i Limfjorden.
Der igangsættes nu en arkitektkonkurrence, som skal munde ud i en plan for skabelsen af Artcenteret samt området omkring.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.