FOLKETINGET: Dagens afslutningsdebat i Folketinget markerer, som navnet siger, afslutningen på lovgivningssæsonen, men det betyder ikke, at der ikke efter i dag kan indgås aftaler til senere udmøntning. Det bliver bare ikke i forhold til PSO-afgiften, som det ellers var meningen.
PSO skal afskaffes inden årets udgang, har EU de facto forlangt, fordi støtten til den grønne omstilling kun kommer danske virksomheder til gode. De penge, som uden PSO'en kommer til at mangle i statskassen, skal findes andetsteds, og regeringens umiddelbare udspil var dels at beskære udgiftsniveauet for den grønne omstilling, dels at hente pengene hjem på en forhøjelse af bundskatten og en beskæring af personfradraget.
Både Liberal Alliance og De Konservative var hurtige til at skyde den løsning ned, og tirsdag aften meldte også Dansk Folkeparti fra. Den gængse vurdering af dette træk har været, at det ikke er egnet til at gøre livet lettere for regeringen og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), men der kan lige så vel argumenteres for, at det netop er tilfældet.
I korpset af kommentatorer og iagttagere har der været udbredt undren over, at regeringen ikke bare lod spørgsmålet om refinansiering af PSO-provenuet ligge til efterårets finanslovsforhandlinger, når der alligevel skal holdes bunkebryllup med støttepartiernes ikke nødvendigvis overensstemmende ønsker.
En vanskelig opgave, men også en oplagt mulighed for netop at sammenstykke en pakke med alt godt fra havet, så alle partier føler sig tilgodeset. Og ikke mindst kalder det på den del af det politiske håndværks færdigheder, som Lars Løkke Rasmussen gentagne gange har demonstreret, at han er en af de allerbedste til.
Færdighederne får han helt sikkert brug for. Dansk Folkepartis bidrag indtil videre har været at levere endnu en handelsvare til efterårets markedsprang.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.