Regeringen vil gøre det billigere for forbrugerne at bruge elektricitet i deres hjem. Det fremgår af et energiudspil, som bliver præsenteret torsdag på et pressemøde i Statsministeriet.
- På gode dage bliver hele vores elforbrug produceret af vindmøller. Der skal være billigere energi for den enkelte og for fællesskabet, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Konkret vil regeringen derfor sænke elafgiften med 25 øre, fra 91 øre til 66 øre per kilowatt-time. Det betyder, at en husstand med to voksne og to børn i et hus på 150 kvadratmeter, der årligt bruger 4000 kilowatt-timer, vil spare cirka 1000 kroner på elregningen hvert år.
Sænkelsen indfases fra 2019 til 2025, hvis den vedtages, og vil koste i omegnen af 1,5 mia. kr. om året, når den er fuldt indfaset.
Tidligere har staten understøttet den grønne energi, der havde svært ved at klare sig over for den mindre klimavenlige.
- Nu begynder de grønne energikilder at kunne klare sig selv. De er økonomisk bæredygtige. Derfor foreslår regeringen at sænke elafgiften og elvarmeafgiften, så det bliver billigere. Det vil give danskerne en lavere elregning og give virksomhederne bedre konkurrencemuligheder og i sidste ende gøre Danmark grønnere, siger statsministeren.
Flere folketingspartier frygter dog, at elforbruget vil stige, hvis elafgiften sænkes. Det forholder sig dog lige omvendt for en sænkelse af elvarmen, som møder opbakning. Regeringen lægger op til at sænke fra 25 øre til 15 øre per kilowatt-time.
Det er i forvejen besluttet, at afgiften sænkes fra 40 øre til 25 øre fra 1. maj i år.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.