
Det skal i fremtiden koste mindre at rejse med færge til og fra danske småøer, hvis det står til økonomi- og indenrigsminister, Morten Østergaard (R).
Han oplyser, at regeringen inden længe kommer med et udspil, der skal sænke priserne på færgeforbindelserne.
Prisen på færgerejserne bliver dog ikke lige så lave, som hvis strækningen skulle tilbagelægges i bil, oplyser Morten Østergaard, efter at en arbejdsgruppe har udregnet, hvor meget en sådan løsning ville koste staten.
Trecifrede millionbeløb er for meget
Arbejdsgruppen med blandt andre repræsentanter for KL og ø-kommunerne blev nedsat for at udregne, hvor meget det vil koste at sikre lige konkurrencevilkår mellem småøerne og fastlandet.
Den er kommet frem til, at en sådan løsning vil koste enten 182 mio. kr. eller 281 mio. kr. at gennemføre, alt efter hvordan man udregner prisen på, hvor meget det vil koste at køre samme strækning i bil.
- Med en pris på et trecifret millionbeløb er det ikke et initiativ, vi her og nu kan gennemføre i fuld skala, men vi kan tage de første skridt på vejen. Regeringen vil snart komme med et udspil, som vi vil drøfte med partierne bag vækstpakken. Der er 48 millioner kroner til overs, fra da vi nedsatte godstaksterne på færgerne, og en del af de penge er oplagte at bringe i spil her, siger Morten Østergaard.
281 mio. kr. er ikke skræmmende
Hos Enhedslisten er man skuffet over, at regeringen ikke vil gå hele vejen.
- 281 mio. kr. er på ingen måde skræmmende. Det må Folketinget kunne finde finansiering til allerede ved de kommende finanslovforhandlinger, siger partiets transportordfører. Nu ved vi, hvad det vil koste at indføre trafikal ligestilling for vores mange øer. Så der er ikke nogen undskyldninger for ikke at handle. Vi skal have færgepriserne sænket nu, siger Henning Hyllested i en kommentar.
I modsætning til Enhedslisten ser Venstre positivt på de seneste udmeldinger.
- Der har været usikkerhed omkring prisen på forslaget, så det glæder mig, at regeringen har fået regnet på det og tilmed også støtter det, for så kan vi forhåbentlig arbejde videre med forslaget. Jeg håber, at regeringen snart vil indkalde til forhandlinger, så vi kan finde de nødvendige midler til at sikre en bedre mobilitet fra fastland til ø, siger Flemming Damgaard Larsen, Ø-ordfører for Venstre.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.