
Regeringen lægger i sin sundhedsreform op til, at regionernes opgave på miljøområdet i fremtiden placeres i staten 'med enkelte borgernære områder i kommunerne'. Det skal ifølge udspillet samle faglige kompetencer og sikre en national prioritering på tværs af kommunegrænser. Resultat: En samlet forventet effektiviseringsgevinst på omkring 500 mio. kr. frem mod 2030. Det skriver Magisterbladet.
I 2019 havde regionerne afsat 342 mio. kr. til miljøområdet.
Men den effektivisering er enten en skjult besparelse på hele klima- og miljøforvaltningen i Danmark, eller også er det bluff. Det mener tidligere klimaminister Martin Lidegaard (R):
- Forestillingen om, at man kan spare en halv milliard kr. på miljøområdets administration, vil jeg karakterisere som rent bluff, med mindre der er tale om en skjult kæmpebesparelse på miljø og planlægning, hvilket jeg godt kan være nervøs for, når man ser, hvordan regeringen på det seneste har behandlet fx Miljøstyrelsen og Energistyrelsen, siger Martin Lidegaard til Magisterbladet.
Svar savnes
Også i regionerne har man svært ved at forstå, hvordan regeringen vil indhente 500 mio. kr. på miljøindsatsen. Det fortæller Bente Villumsen, som er enhedsleder i Regionernes Videncenter for Miljø og Ressourcer, som indsamler, bearbejder og videreformidler den viden og de erfaringer, som regioner opnår i deres arbejde med jord- og grundvandsforurening og på råstofområdet.
- Vi har ikke set tal, som viser, at man kan effektivisere opgaveløsningen på miljøområdet i den størrelsesorden. Regeringen har kigget meget på at finde besparelser på vores it-systemer, men så mange penge bruger vi slet ikke der. Så vi vil gerne høre, hvordan regeringen tænker at hente så mange penge ind, som vi ikke selv har kunnet, siger Bente Villumsen til Magisterbladet.
I dag er regionernes opgave på miljøområdet bl.a. at forebygge og forhindre skadelige virkninger fra jordforureninger. Regionerne skal kortlægge, prioritere samt afværge og oprense jordforureninger. Det gælder fx forurening, der udgør en trussel mod vores drikkevand.
- De fem regioner udveksler jo allerede i dag hele tiden viden, og med vores videnscenter har vi et kæmpe set-up til at sprede den viden. Så jeg kan ikke se, hvordan regeringen vil indhente 500 mio. kr. på effektiviseringer, siger Bente Villumsen.
Miljøordfører i Venstre Erling Bonnesen afviser, at effektivisering betyder kæmpebesparelse på miljøområdet:
- Det kan jeg fuldstændigt afvise, siger han og påpeger, at regeringen godt kan effektivisere for 500 mio. kr., selvom regionerne har svært ved at se, hvordan det skal kunne lade sig gøre.
- Nogle af de opgaver, der er lavet, skal jo ikke udføres igen. Det gælder bl.a. registreringsindsatsen af jordforurening. Der er tale om en besparelse på omkring 50 mio. kr. om året 10-12 år frem i tiden. Så med statslige briller er det ikke et stort beløb, siger han til Magisterbladet.
Han understreger, at der med effektiviseringer på miljøområdet ikke er planer om fyringer, selv om sundhdsreformen lægger op til, at ansatte på miljøområdet i fem regioner skal flyttes til to centre i staten.
- Der bliver ikke tale om fyringer, men måske jobrotation. Tværtimod har vi brug for flere hænder fremadrettet. Vi har brug for dygtige specialister, der kan være med til at løfte miljøindsatsen, og det er hvad jeg kan sige om sagen nu, siger han.
ka
Kl. 14.45 er artikel opdateret med de sidste fem afsnit. Tidligere fremgik det af artiklen, at Venstres miljøordfører ikke havde svaret på Magisterbladets henvendelse. Dette er ikke korrekt og derfor rettet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.