Danmark har brug for mere tid til at leve op til EU's krav om bedre vandmiljø. Derfor skal tidsfristen, som i øjeblikket ligger i 2027, udskydes. Det skriver den danske regering til EU, skriver Berlingske mandag.
Fristen er allerede blevet rykket flere gange, siden EU-landene vedtog et vandrammedirektiv i 2000. Men nu skriver Miljø- og Fødevareministeriet til EU, at der er behov for at skubbe tidsfristen yderligere.
Det risikerer ifølge eksperter at bidrage til et dårligere vandmiljø og kritiseres kraftigt af oppositionen og Danmarks Naturfredningsforening.
Grunden til, at fristen skal flyttes, er 'tidsmæssige, naturgivne, praktiske og økonomiske udfordringer', skriver ministeriet i et høringssvar ifølge Berlingske. Ministeriet mener, at fristen bør rykkes, så landene først skal nå miljømålene fuldt ud 'efter 2027'.
Fiskedød og iltsvind
Ifølge Stiig Markager, professor og havbiolog ved Aarhus Universitet, er en af de største udfordringer landbruget, der udleder næringsstoffer.
Der skete fremskridt på det område i 1990'erne og starten af 00'erne, men siden er det gået i stå, og fra 2011 er udledningerne steget.
- Det kræver en rigtig stor indsats og omstilling i Danmark, fordi vi har et så intensivt landbrug. Der har ikke vist sig politisk vilje til at gennemføre den omstilling, siger Stiig Markager til Ritzau.
Bliver EU's frist udskudt, kan indsatsen blive svagere, så landskabet bliver påvirket, og flere fisk kan dø, især i fjordene, vurderer Stiig Markager.
- Der ender næringsstofferne, og der forårsager de uklart vand, der får ålegræs til at forsvinde, og de forårsager iltsvind, der kan føre til fiskedød. Vandet og bunden bliver mudret, og det er alt sammen negativt, hvis man vil nyde at bade, fiske eller sejle på havet, siger han.
Ifølge Stiig Markager skal omkring en tredjedel af landbrugets udledning af kvælstof fjernes, før Danmark lever op til kravene.
'Tilståelsessag'
Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) siger til Berlingske, at Danmark ønsker at fastholde ambitionsniveauet i direktivet, selvom det er sværere at nå målene, end man oprindeligt troede.
I landbruget mener man, at der er behov for mere realistiske mål:
- Som vi hører det, er der ikke nogen EU-lande, der forventer at komme i mål i 2027. Det indikerer jo nok, at man har sat nogle mål, der er lidt for svære at nå, siger Anders Panum Jensen, vand- og naturpolitisk chef i Landbrug & Fødevarer.
På Christiansborg vækker regeringens holdning harme blandt oppositionen. Ida Auken, miljøordfører for De Radikale, mener, at regeringen har skadet miljøbeskyttelsen i Danmark med landbrugspakken fra 2015.
- Det er en ren tilståelsessag. Efter et valg skal vi have en stor plan for dansk landbrug og for naturen og miljøet, så vi ikke forurener steder, hvor vandet ikke kan tåle det, siger Ida Auken.
I Danmarks Naturfredningsforening kritiserer præsident Maria Reumert Gjerding regeringens tilgang.
- Der er en masse, man kan gøre. Det handler om at have den politiske vilje til at beskytte vandmiljøet, naturen og drikkevandet, siger hun.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.